Pia, har tabt sig 30 kilo med Sense

”Det er så befriende, at der ikke er restriktioner og regler i Sense.”

                                                                                                                                            - Pia                          

Om Pia:

48 år
Produktionsingeniør
Bor alene, har en voksen datter på 28 år
Har tabt sig 30 kilo med Sense, er 15 kilo fra at være i mål

 

Sådan levede jeg før Sense

Før jeg startede op på Sense, spiste jeg mig ofte mæt i stivelsesholdig mad som brød, kartofler, ris og pasta. Jeg spiste til gengæld ikke ret meget protein og næsten ingen grøntsager. Jeg troede egentlig, jeg var sund, når jeg startede morgenen med sød yoghurt med crunch, frugt og et stort glas juice. Til frokost spiste jeg rugbrød med pålæg, og til aften spiste jeg løs af kød, sovs, kartofler, pasta osv. Jeg vil sige, at jeg skovlede ind, og jeg kan se nu, at jeg fik alt for mange kulhydrater. Inden for de seneste ti år har jeg to gange tabt mig 20 kilo med hjælp fra to forskellige diætister. Begge vægttab har involveret kalorietælling og en masse forbud. Det har virket efter hensigten, og kiloene er raslet af, men udfordringen har hver gang været at holde fast i vægttabet. I længden er det for besværligt og hårdt at skulle leve så restriktivt, og derfor er det begge gange endt med, at jeg har taget alle kiloene på igen.

Da jeg var i starten af tyverne fik jeg flere blodpropper i det ene ben. Det betød, at veneklapperne i benet gik i stykker, og derfor blev jeg mindre mobil. Jeg blev sat i medicinsk behandling, blandt andet med blodfortyndende medicin. For seks år siden fik jeg oveni det konstateret psoriasisgigt – en gigtsygdom, der danner betændelse og skaber deformationer af leddene. Jeg er ramt i knæene, anklerne, ryggen og den ene arm, og for at mindske generne får jeg en masse medicin, blandt andet prednisolon og morfin, der påvirker vægten negativt. Over årene er tallet på vægten lige så langsomt røget opad. De ekstra kilo har generet mig og påvirket mit selvværd, og i lang tid har jeg gået med følelsen af, at jeg burde gøre noget. Jeg bor i Langeskov, hvor Suzy også bor, så derfor havde jeg hørt om Sense. Alligevel tog det mig lidt tid, ja faktisk et helt år, før jeg tog mig sammen og meldte mig på et vægttabshold. Jeg skulle lige blive mentalt klar også.

 

Sådan lever jeg efter Sense

Jeg synes, jeg lever helt normalt, men jeg tænker helt andeledes, end jeg gjorde tidligere. Jeg har lært at mærke, hvornår jeg er mæt, og i dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne spise så meget mad, som jeg gjorde. Nogle gange levner jeg endda, fordi jeg er så mæt, at jeg ikke kan spise op. Det var aldrig sket før Sense. Tidligere var det ikke usædvanligt for mig at spise en liter is, mens jeg sad i sofaen og så en film. Det ville jeg aldrig gøre i dag. Jeg kan stadig godt lide is, men i dag køber jeg is i mindre portioner og ofte levner jeg. Det er helt vildt, og jeg kan ikke selv forklare, hvad det er, der er sket. Jeg tænker over, hvad jeg spiser på en helt anden måde end tidligere, og det gør en kæmpe forskel på lysten til at fylde sig. Jeg går hos Sense-konsulent Lotte Noe i Langeskov, og jeg er afsted hver tirsdag til vejning – den ugentlige vejning prioriterer jeg over alt andet. Jeg ønsker ikke at give slip på det, for jeg er så glad for det. Det er de samme mennesker, der kommer uge efter uge til vejning, så efterhånden kender vi hinanden rigtig godt. Det er kanon godt og betyder, at man ikke føler sig alene.

Sense er blevet min hverdag, og jeg lever helt efter principperne. Jeg spiser to måltider om dagen. Det er det, der passer mig bedst, har jeg fundet ud af. Jeg arbejder i en halvtidsstilling og møder derfor først klokken 11. Det betyder, at jeg de fleste dage har god tid om formiddagen til at lave en god og mættende brunch. Som regel spiser jeg et stykke ristet rugbrød og ost samt æg og pølse, som jeg har stegt på en pande. Og så to håndfulde stegte grøntsager. Det kan være tomater, asparges, gulerødder og spidskål.  Jeg holder mig til mine håndfulde og ved præcis, hvor meget der skal ligge på min tallerken. Hvis jeg har travlt, kan det være, jeg nøjes med ristet rugbrød, makrel i tomat, et spejlæg og et par gulerødder. Det er hurtigt at lave, og det mætter i lang tid. Min brunch holder mig mæt lige til om aftenen, hvor jeg så spiser min aftensmad ved 18-19-tiden. Jeg spiser helt almindelig aftensmad, men jeg sørger for, at fordelingen er, som den skal være. Jeg spiser tre kartofler i stedet for ti, og så spiser jeg mig mæt i kød og grøntsager. Det er helt modsat min barndom, hvor jeg altid fik at vide: ”Spis nu rigeligt med kartofler og spar på kødet”. Jeg er blevet god til at tilsætte grøntsager i mine almindelige opskrifter, for eksempel moser jeg broccoli med i kartoflerne til kartoffelmos, kommer rå blomkålsbuketter i både varm og kold kartoffelsalat og kommer skiveskårede kinaradiser i flødekartoflerne. Det er de små tricks, der gør en forskel.

De vægttabsforløb, jeg tidligere har haft hos to forskelige diætister, har været præget af forbud, vejninger, kalorietælling og masser af regler. Her måtte jeg i hvert fald ikke spise makrelsalat, pølser og remoulade. Og jeg måtte da slet ikke drikke rødvin og spise is. Det er så befriende, at der ikke er restriktioner og regler i Sense.

 

Derfor virker Sense for mig

Jeg tror først og fremmest, at Sense virker så godt for mig, fordi der ikke er noget, der er forbudt. Jeg må det hele, og det er let at indrette min dag efter det. Nu, hvor jeg har vænnet mig til at leve efter Sense, spekulerer jeg aldrig over fordelingen mere. Det er helt naturligt for mig. Det er vigtigt for mig at vise, at selvom man kæmper med sygdom og har et højt medicinforbrug, så kan det sagtens lade sig gøre at lægge sit liv om og tabe sig. Det kan godt være, at det tager længere tid, end det gør for andre, men det er ikke umuligt. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre, der er i gang med et vægttab. For gør jeg det, kan jeg godt blive ked af det og frustreret – for hvorfor ryger kiloene så hurtigt af dem, mens jeg står i stampe? Sådan kan det føles, men i virkeligheden taber jeg mig jo også lidt hele tiden – det går bare lidt langsommere, fordi jeg ikke er så mobil, og fordi jeg får så meget medicin. På et tidspunkt sprang mine sener i foden på grund af gigten. Det resulterede i, at jeg i seks uger sad i kørestol og derefter måtte bruge krykker i fire uger. I den periode blev jeg ikke vejet, men det lykkedes mig alligevel at tabe 9,6 kilo, alene ved at fokusere på maden. Det er om noget et bevis på, at det er kosten, man først og fremmest skal fokusere på, hvis man vil tabe sig.

 

Sådan fungerer familien på Sense

Det er længe siden, min datter flyttede hjemmefra, så jeg har ikke som sådan andre, jeg skal tage hensyn til i det daglige. Der kan dog være andre problematikker på spil, når man bor alene. For eksempel kan det være svært at motivere sig selv til at gå i køkkenet og lave aftensmad, når man kun skal lave det til sig selv. Tidligere var netop det med motivationen en udfordring for mig. Især ved aftensmåltidet, hvor jeg ofte var træt efter en dag på arbejde. Ofte spiste jeg først aftensmad klokken 22, fordi jeg ikke orkede at gå i køkkenet og lave noget – og ofte endte det med, at jeg bestilte noget på grillen. I dag planlægger jeg min mad, og jeg laver ofte mad til 3-4 dage ad gangen. Når man bor alene, er det svært at spise sig gennem et kålhoved, så for at gøre det nemt køber jeg ofte færdige salatblandinger. Man kan få så mange forskellige blandinger i dag, så det er nemt at få noget variation ind i retterne. Jeg er også glad for frosne grøntsager, hvor jeg lige kan tage en håndfuld ad gangen.

 

Sådan tackler jeg udfordringerne

Det var en udfordring for mig at tage skridtet og gå i gang med Sense. Jeg var faktisk et helt år om at tage mig sammen til at tage telefonen. Da jeg endelig tog mig sammen og fik ringet og meldt mig på et hold, havde jeg en idé om, at jeg først ville starte rigtigt efter sommerferien. Men Sense-konsulent Lotte Noe fik mig heldigvis overtalt til at komme i gang med det samme, og det er jeg hende evigt taknemmelig for i dag. Det var også en udfordring for mig at vænne mig til at spise fedt. Tidligere var jeg meget fedtforskrækket, og jeg følte derfor, at jeg gjorde noget forkert, når jeg hældte fløde i sovsen. Det har jeg vænnet mig til i dag, og det er jo netop fedtet, der giver mæthed og smag.

 

Det har Sense gjort for mig

I dag er jeg mere mobil, og jeg kan træne mere. Jeg går på et gigthold, og jeg kan mærke en forskel – jeg kan simpelthen mere, end jeg kunne tidligere. Fordi jeg træner, har jeg fået flere muskler, og det betyder, at min vægt står lidt stille lige nu. Jeg er jo glad for mine muskler, så på den måde passer det fint sammen. Jeg har kunnet skære ned på medicinen mod nervesmerter i ansigtet. Jeg har fået mod på at stoppe med al den medicin, som jeg kan, for jeg synes, jeg har det fantastisk. Jeg kan mærke, at jeg påvirker mine omgivelser på en positiv måde. Jeg har aldrig fået så mange komplimenter før, og rigtig mange spørger ind til mit vægttab – selv min svigersøn.  Min datter på 28 år kan ikke huske, at jeg har haft så tynde ben før, og det er jo fordi, hun længe ikke har set mig som andet end overvægtig. Jeg har kunnet skifte hele garderoben. Det har været meget stort for mig. Jeg tror, de fleste overvægtige kender til, at man undgår helfigursspejle. Sådan har jeg i hvert fald haft det, for jeg har ikke haft lyst til at blive konfronteret med min overvægt. Så da jeg pludselig en dag stod i en butik og så mig selv i et stort spejl og samtidig opdagede, at jeg kunne passe en helt almindelig størrelse Large, så begyndte jeg at stortude. Det er ligesom om, at hjernen ikke kan følge med.

Mit mål var oprindeligt at stabilisere vægten, når jeg nåede til 80 kilo. Men jeg har nu ændret målet til 70 kilo, fordi jeg med den vægt vil have et BMI inden for normalvægtsgrænserne. Efter mit vægttab kæmper jeg med noget maveskind, der hænger. Det er jo en af ulemperne ved at tabe sig så mange kilo, og jeg vil rigtig gerne have den løse hud fjernet kirurgisk. Når jeg kommer inden for normalvægtsgrænserne kan jeg muligvis blive indstillet til en operation, så derfor har mit mål ændret sig. Alternativt skulle jeg betale 37.000 kroner af egen lomme, og det er mange penge.

Jeg har boet alene i 12 år, og min overvægt har påvirket mig meget i den forbindelse. Jeg har følt, at jeg var tyk og ulækker, og derfor har jeg lukket ned og har opgivet på forhånd, inden en eventuelt relation kunne udvikle sig. Men nu har jeg mødt én, og kærligheden blomstrer lige så stille og roligt. Det er første gang i de 12 år, at jeg tør blive forelsket, og det er fordi, jeg kan lide mig selv, og fordi mit selvværd har fået et boost af alle de komplimenter, jeg får. Jeg kan også mærke en stor forandring, når jeg kommer fra arbejde. Tidligere var jeg uoplagt og træt, i dag er jeg fyldt af energi og kaster mig straks over et eller andet projekt, når jeg kommer hjem. Det kan være, at jeg lige laver nogle hylder til mit badeværelse eller går i haven og ordner noget der. I weekenden hang jeg da lige syv nye gardiner op i stuen. Tidligere ville jeg have lagt mig på sofaen. Jeg sidder slet ikke så meget ned i dag, som jeg gjorde før. Jeg har krudt i røven. Det er ikke som sådan noget, jeg tænker over, men det er sådan i dag, at jeg slet ikke kan lade være, for jeg føler mig ikke træt – tværtimod.

 

Mine bedste fif

Få styr på håndfuldene, så du får nok protein og nok grøntsager. Det er vigtigt at få de rette mængder, så du bliver mæt og ikke kommer til at spise forkert, fordi du bliver sulten. Sørg for at variere din mad og spar på kulhydraterne fra brød, ris, pasta osv. Det er næsten altid dem, der løber løbsk, når du vejer for meget. Spis noget mere kød, man kan godt blive overrasket over, hvor meget man egentlig skal have. Prøv at spise så normalt som muligt og hold fast i dine egne retter, så er chancen for at holde fast større. Jeg har alle Suzys bøger og lader mig også ofte inspirere, men jeg sørger også for at holde fast i den mad, jeg altid har lavet – i en senset udgave. For eksempel laver jeg lasagne, ligesom jeg altid har gjort. Men i stedet for at komme mange lag lasagneplader i, kommer jeg nu mere kød og flere grøntsager i.

Og så er der hele den psykologiske del, som Sense også har med. Hvorfor overspiser du? Hvorfor ryger du i? Hvornår sker det? Du skal finde svarene på de spørgsmål, så du kender dine grænser og ved, hvornår du er sårbar. Der vil være dage, hvor du plumper i, og her er Sense en stor hjælp, fordi der faktisk er plads til, at det kan ske. Sense hjælper dig med at komme videre ved hjælp af spisekasserne. Få lukket den med den dårlige mad, kom videre og gør det bedre, når du når til næste spisekasse. Hvis du ved, hvornår risikoen for at plumpe i er størst, kan du også lettere navigere udenom ved simpelthen at undgå de situationer. Så den del er du også nødt til at tænke over.

Jeg er for eksempel bevidst om, at jeg ikke vil drikke mine kalorier. Jeg køber aldrig en drikkeyoghurt. En gang i mellem tager jeg et glas vin, men jeg tænker over, at de ekstra kalorier helst skal nydes i selskab med andre. På den måde bliver det ikke et hverdagsfænomen, at jeg drikker vin. Hvis jeg bliver lækkersulten på arbejde, har jeg mandler og god, mørk chokolade i skuffen. Hvis mine kolleger spiser kage, er det langt fra hver gang jeg spiser med – kun hvis jeg virkelig kan mærke, at jeg har lyst. Ofte vil jeg lige så gerne have et par mandler og et stykke mørk chokolade og så får jeg stillet min lækkersult på den gode måde.

 

NoHow

Jeg har sagt ja til at være med i NoHow, som er et verdensomspændende forskningsprojekt, der handler om, hvordan man vedligeholder sit vægttab. Projektet løber over halvandet år. For at kunne deltage i projektet skal man have tabt mindst fem procent af sin kropsvægt ved egen hjælp, uden kirurgiske indgreb. Jeg tager gerne turen frem og tilbage til Frederiksberg Hospital, hvor jeg hvert halve år skal til undersøgelser i forbindelse med projektet. Jeg synes, at det er et spændende projekt, og jeg håber, at jeg får noget viden med mig, som jeg kan bruge fremadrettet for at holde mit vægttab. Jeg, og de andre deltagere, er blevet målt og vejet og har derudover fået taget en masse prøver på alt fra kolesteroltal til blodsukkertal. Jeg har afleveret en hårprøve og har fået scannet min krops fedtsammensætning.

Og så er jeg blevet udstyret med et fitbit-ur, der måler puls, skridt, søvn med mere og en speciel wifi-forbundet vægt. Det hele er knyttet op til en app på min mobiltelefon og til en hjemmeside hos NoHow. Hver uge får jeg tilsendt en mail med nogle opgaver og spørgsmål, som skulle have en motiverende effekt på mig.  Folkene bag NoHow kan følge mig døgnet rundt og således holde øje med min sundhedstilstand og min udvikling i takt med, at jeg gennemfører de ugentlige opgaver.  Uret virker motiverende på mig, for det giver mig lyst til at presse mig selv til at nå lidt flere skridt, så jeg kan forbrænde lidt flere kalorier. En dag gik jeg syv gange op og ned ad en trappe, mens jeg stod og ventede – noget, jeg ikke ville have tænkt på at gøre, hvis det ikke var for uret.

Deltagerne i projektet er delt ind i grupper, hvor de giver os forskellige opgaver. Jeg tror, det er for, at de kan se, hvad der gør en forskel og holde de forskellige resultater op mod hinanden. Vi skal løbende udfylde spørgeskemaer. Det sidste, jeg skulle udfylde, handlede om følelser. Jeg skulle prøve at frembringe forskellige følelser, for eksempel vrede, for at få en fornemmelse af, hvilke følelser jeg prøver at dulme med mad. Det er meget interessant, og jeg føler, at jeg lærer meget af det.  Der her også været fokus på mindfulness spisning, hvor jeg nu oplever at nyde maden, i stedet for bare at skovle ind.

 

Andre før- og efterhistorier

Audrey Castañeda, har tabt tre par bukser - bogstavelig talt

Audrey Castañeda, har tabt tre par bukser - bogstavelig talt

Sense er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Læs mere
Birgitte, har tabt sig 33 kilo med Sense

Birgitte, har tabt sig 33 kilo med Sense

Sense har på alle måder betydet, at jeg har fået det meget bedre med mig selv. Jeg er glad og fuld af energi, når jeg kommer hjem fra arbejde. Sådan var det ikke tidligere.
Læs mere
Christa og Camilla, har til sammen tabt sig 53 kilo med Sense

Christa og Camilla, har til sammen tabt sig 53 kilo med Sense

Vi har støttet hinanden undervejs, og vi har kunnet dele det hele, både glæder og frustrationer. Det har været helt uvurderligt, at vi har kunnet tage rejsen sammen.
Læs mere
Karina, har tabt sig 9 kilo med Sense

Karina, har tabt sig 9 kilo med Sense

Efter den første uge havde jeg tabt 2,8 kilo, og så var jeg for alvor topmotiveret. Det er ikke længere et nederlag at købe tøj, for jeg føler mig så godt tilpas, uanset hvad jeg kravler i.
Læs mere
Lise, har tabt sig 35 kilo med Sense

Lise, har tabt sig 35 kilo med Sense

Jeg har fået mere energi og overskud, og jeg bliver ikke så hurtigt sur og træt. Min tålmodighed er også blevet større, og det nyder især mine børn godt af.
Læs mere
Louise, har tabt sig 43 kilo med Sense

Louise, har tabt sig 43 kilo med Sense

Sense er så dejligt ligetil med helt almindelig mad og mange nemme løsninger. Jeg kan spise alle de retter, jeg hidtil har gjort, så længe jeg bare justerer på dem og tænkte dem ind i Senses tallerkenmodel.
Læs mere
Lykke, har tabt sig 50,7 kilo med Sense

Lykke, har tabt sig 50,7 kilo med Sense

Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville tabe mig 10-20 kilo. I dag står jeg her mere end 50 kilo lettere og må knibe mig selv i armen over, at det virkelig er sandt.
Læs mere
Mette og John, har til sammen tabt sig 81 kilo med Sense

Mette og John, har til sammen tabt sig 81 kilo med Sense

Vi stod sammen og tog en fælles beslutning om at ændre vores liv. Det er det bedste, vi nogensinde har gjort.
Læs mere
Michelle, har tabt sig 9 kilo med Sense

Michelle, har tabt sig 9 kilo med Sense

Jeg har masser af energi til hele dagen nu, og det er helt sikkert fordi, min krop får alle de næringsstoffer, den har brug for.
Læs mere

Før- og efterhistorier

  • Lykke, har tabt sig 50,7 kilo med Sense

    Læs historien

  • Birgitte, har tabt sig 33 kilo med Sense

    Læs historien

  • Michelle, har tabt sig 9 kilo med Sense

    Læs historien

  • Audrey Castañeda, har tabt tre par bukser - bogstavelig talt

    Læs historien

  • Karina, har tabt sig 9 kilo med Sense

    Læs historien

  • Christa og Camilla, har til sammen tabt sig 53 kilo med Sense

    Læs historien

  • Mette og John, har til sammen tabt sig 81 kilo med Sense

    Læs historien

  • Lise, har tabt sig 35 kilo med Sense

    Læs historien

  • Louise, har tabt sig 43 kilo med Sense

    Læs historien


  • Tilmeld dig nyhedsmail


  • Galleri

    Instagram