shop 0
img

Britta, har tabt sig 46 kilo med Sense

Om Britta

42 år
Bor sammen med sin kæreste, sammen har de to børn på 6 og 11 år
Ph.d.-studerende i pædagogik og læring
Har tabt sig 46 kilo med Sense på halvandet år og er seks kilo fra målet, som er et BMI inden for normalvægtsgrænserne

 

Sådan levede jeg før Sense

Helt tilbage til min barndom kan jeg huske, at jeg har opfattet mig selv som overvægtig. Som teenager blev den opfattelse mere og mere udtalt. Jeg var hende med de brede skuldre, de brede hofter og de fyldige lår – en klassisk timeglasfigur. Jeg kan huske, at jeg som ung spejderpige fik øgenavnene Britta Bredballe og Britta Bigballe. Og jeg kan huske, at mine klassekammerater grinede af mig på en cykeltur i 8. klasse, fordi min bagdel gyngede, når jeg cyklede.

 

Kimen til min selvopfattelse af at være hende den overvægtige blev altså grundlagt tidligt. Som voksen kvinde blev jeg gravid tre gange. Det ene barn mistede vi halvvejs i graviditeten, men jeg blev efterfølgende hurtigt gravid igen. Jeg havde ikke overskud til at tænke på sund mad og motion midt i det virvar af følelser, som jeg stod midt i, og derfor blev det til mange ekstra graviditetskilo. Jeg blev større og større og forholdt mig ikke rigtig til det, heller ikke efter mine graviditeter – det var jo bare sådan, det var. Jeg kunne godt se, at jeg vejede for meget, men jeg bar det rimeligt pænt, så jeg overbeviste mig selv om, at det nok ikke var så galt. Jeg dyrkede motion lejlighedsvis, men havde ikke rigtig opfattelsen af, at det virkede – og så kunne jeg jo lige så godt lade være.

 

I mit hoved havde jeg skabt en forståelse af, at jeg var sådan én, der ikke kunne tabe mig, og at motion i hvert fald ikke hjalp. Så jeg gik og bildte mig selv ind, at jeg havde noget i mit liv, der gjorde, at jeg vejede for meget. På den måde undgik jeg fuldstændig at tage ansvar for min krop og min sundhed. Jeg syntes selv, at jeg spiste relativt sundt – i hvert fald fik jeg meget grønt til maden. I dag kan jeg se, at det var mængden af mad, der fik min vægt til at gå opad. Jeg spiste rigtig meget mad, og altid mindst to portioner.

 

I sommeren 2015 skiftede jeg et aktivt job ud med et mere stillesiddende et af slagsen. Det kunne min krop ikke holde til. Tidligere havde jeg nok vejet for meget, men jeg havde samtidig haft et job, hvor jeg var meget aktiv, og det havde holdt min krop i gang. Jobskiftet betød, at jeg langsomt fik en række fysiske belastningssymptomer – i efteråret 2016 blev det rigtig slemt. At være overvægtig og inaktiv på samme tid er en dårlig kombination. Jeg fik ondt i mine led – især fod- og håndled. Jeg kunne til at starte med ikke forstå, at jeg kunne få smerter i håndleddene af at være overvægtig. Men det kunne jeg. Smerterne i mine fodled blev kraftigere og kraftigere, og til sidst blev det så galt, at jeg ikke kunne gå ordentligt og måtte trække det ene ben efter mig. Skulle jeg gå på trapper, var det helt galt. Jeg måtte tage et trin ad gangen og holde pause for hvert et skridt. Ingen kommenterede det, men det var pinligt, for jeg vidste godt selv, hvad smerterne og immobiliteten kom af.

 

Mine ledsmerter blev startskuddet til at gøre noget ved min overvægt. Jeg havde set et tv-program om antiinflammatorisk kost, og det gav god mening for mig, så jeg startede med at skære ned på mine kulhydrater. Jeg fandt herefter inspiration i LCHF-verdenen, men det varede ikke så længe. Jeg oplevede, at tonen her var hård og fordømmende og fuld af skyld, skam og politikontrol. Det brød jeg mig ikke om. Jeg var klar over, at jeg havde brug for klare rammer og regler, for det havde jeg i den grad manglet i mit liv som overspiser. Men jeg havde ikke brug for at føle mig forkert og fordømt.

 

En dag faldt jeg tilfældigt over Sense. Det tiltalte mig med det samme. Jeg blev medlem af den lukkede gruppe på Facebook, og den varme, accept og rummelighed, som jeg oplevede her, var meget mere mig. Samtidig tiltalte den mentale del af Sense mig – det her med at lukke spisekassen og komme videre. Det kunne jeg se idéen i, og derfor blev jeg hurtigt klar over, at det var den vej, jeg skulle gå.

 

Sådan lever jeg efter Sense

Da jeg gik i gang med Sense, var mit mål, at kostomlægningen skulle hjælpe til med at minimere smerterne i mine led. Det var ikke et vægttab, der var mit oprindelige mål – men heldigvis fulgte det med som en rigtig dejlig sidegevinst. På grund af den inflammatoriske tilstand i min krop var jeg interesseret i at leve efter Sense med så lidt Håndfuld 4 som muligt. Jeg ville gerne undgå den stivelse, der bliver omdannet til sukker i kroppen. Tidligere bestod halvdelen af min tallerken af Håndfuld 4 – og jeg spiste altid to portioner. Jeg har fået alt, alt for meget. Udover at jeg i dag kun spiser halvdelen af den mængde mad, som jeg tidligere spiste, så spiser jeg altså også meget, meget mindre stivelse. Jeg spiser mig i stedet mæt i grønt, protein og fedt, og det bekommer mig så godt.

 

Da jeg startede min vægttabsrejse, skiftede jeg til at starte med havregryn og rugbrød ud med knækbrød. Efter lidt tid besluttede jeg mig dog for at skære knækbrødet væk også og erstatte det med kålblade og peberfrugt. Det fungerer overraskende godt, og jeg har ikke oplevet at få abstinenser efter brød og stivelse, som jeg ved, at nogen kan få. Jeg bruger kålbladene og peberfrugten ligesom brød – også når jeg er i byen. Jeg går sjældent hjemmefra uden en peberfrugt i tasken, det griner vi lidt af, men det har virket for mig. Så lægger jeg pålæg på. Det smager rigtig godt – sødt, sprødt og saftigt.

 

Efter den første måned havde jeg tabt mig syv kilo. Det gav mig blod på tanden. Efter fire måneder havde jeg tabt 16 kilo, og efter det første år var der røget 38 kilo. Derfra blev det lidt sværere. I dag – efter halvandet år på Sense – lyder vægttabet på 46 kilo. De sidste otte kilo har jeg skullet kæmpe mere for. Det skyldes dels, at jeg nærmer mig min praktiserbare idealvægt – altså der, hvor livsstil og kost går op i en højere enhed – og dels, at jeg de sidste par måneder har slækket lidt på kontrollen, netop fordi jeg nærmer mig mit mål. Jeg har spist brød og kage og drukket vin i lidt større grad end det første år. Derfor har vægten stået stille de sidste tre måneder. Det er hele tiden et valg, jeg skal træffe. Sense er en livsstil, som jeg skal leve med resten af mit liv, så derfor skal der også være plads til, at jeg kan leve livet og tage et stykke brød eller kage uden at skamme mig.

 

Jeg har lidt at arbejde med endnu, for min udfordring er nemlig, at jeg opfatter Håndfuld 4 som syndig. Derfor føler jeg, at jeg gør noget forbudt, når jeg spiser brød eller lignende – og ofte forsøger jeg at gøre det i smug. Det er nok lidt at sammenligne med en alkoholiker, der er bange for at miste kontrollen. Samtidig føler jeg, at jeg har opbygget en identitet, hvor jeg er hende, der ikke spiser brød. Når man har det, kan det godt være svært pludselig at stå der og gumle løs på et stykke morgenbrød eller en kage – for hvad tænker de andre så ikke? 

 

Jeg er altså stadig et stykke vej fra at have et naturligt forhold til mad og spisning. Jeg er altid i kontrol med min mad, for jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg giver los. Jeg har for eksempel altid min telefon med mig, så jeg kan tælle skridt og holde øje med, om der er balance i indtaget af mad og graden af bevægelse. På samme måde har jeg nogle sætninger, der også fungerer som en slags kontrolinstans. Jeg spørger altid mig selv, når jeg står foran kagen eller morgenbrødet: ”Er det det værd?” Det første år på Sense var svaret hver gang: ”Nej”. Jeg følte ikke et afsavn, men var tværtimod glad for min vedholdenhed. Jeg bruger meget mental energi på at føre kontrol med mig selv, og jeg har konstant mange refleksioner i mit hoved. I starten kunne det være: ”Er jeg mæt nu? Hvordan føles det at være mæt – er det sådan her?” Der er meget, man skal lære, når man har været overspiser og ikke har været vant til at kunne mærke sine mæthedssignaler.

 

Derfor virker Sense for mig

Det her med at lukke spisekassen og komme videre tiltaler mig enormt meget. Med Sense skal man ikke føle skyld og skam, men derimod lære at leve et liv i balance, hvor der også er plads til et glas vin eller et stykke kage en gang imellem. Jeg skal stadig lære at have et naturligt forhold til det og slippe den sort-hvide tankegang, jeg har om mad – men jeg føler, at jeg er godt på vej. Alle de forbud, jeg har mødt på andre kure, virker meget lidt motiverende på mig. Derfor er det en befrielse at leve efter Sense, hvor alt i princippet er tilladt. Der er også meget læring i at skulle tage ansvaret på sine egne skuldre. Sense handler ikke om at følge en færdigsyet madplan, men om at finde sin egen vej. Det kræver mod og mentalt arbejde, men det er det hele værd. En stor gevinst ved Sense er den fantastiske Facebookgruppe. Her henter jeg meget inspiration, støtte og opbakning. Der er en dejlig inkluderende stemning i gruppen, og jeg føler, at alle vil hinanden det bedste.

 

Sådan fungerer familien på Sense

Jeg synes i store træk, at det er gået ret uproblematisk. Vi spiser stort set den samme mad alle sammen. Nogle gange er der mange skåle på bordet, fordi vi tager forskellige ting alle fire - for eksempel laver vi som regel pasta og kartofler, som min kæreste og børnene spiser, mens jeg spiser noget andet. Vores datter har mere mod på at smage på nye ting end vores søn, men jeg synes alligevel, at hele familien har fået øjnene op for nogle nye retter - for eksempel kan alle lide grønne bønner, især når der er viklet bacon omkring. Tidligere spiste vi meget salat. I dag har jeg erstattet salaten med forskellig kål. Det er min kæreste ikke så vild med, så nogle gange spiser han faktisk mindre grønt, end han gjorde tidligere. Han er altså ikke som sådan gået med på Sense, selvom han godt kunne tabe 10 kilo, uden det ville skade. 

 

Mine børn har selvfølgelig fulgt med i min proces. Jeg træner ofte hjemme i stuen til træningsvideoer fra YouTube. Min datter på seks år træner ofte sammen med mig, og det er da hyggeligt at have det sammen. Jeg prøver at gøre det så naturligt som muligt, og jeg tror ikke, hun tænker over, at jeg har været meget større. Jeg viste min søn på 11 år billeder af mig selv med 46 kilo mere på sidebenene. Han kunne næsten ikke kende mig, og jeg kan også have svært ved selv at forstå, at jeg har set sådan ud. Min kæreste synes, at jeg har været attråværdig hele vejen igennem, så jeg føler ikke, at der er noget, der har ændret sig i vores relation – selvfølgelig er han stolt af mig, og jeg har hele vejen igennem mit forløb haft hans fulde støtte. Det har betydet meget for mig.

 

Sådan tackler jeg udfordringerne

Egentlig er det nok de mange refleksioner, der kværner rundt i mit hoved hele tiden, der er min største udfordring. Jeg har mange overvejelser om det ene og det andet. Hvordan føles det at være mæt? Skal jeg spise et stykke kage mere? Hvis jeg gør det, hvad betyder det så for mit vægttab? Og sådan kan jeg fortsætte i en uendelighed. Det kan være drænende, fordi det trækker meget mental energi. Omvendt ville jeg ikke kunne undvære de refleksioner - de er en del af mit kontrolværn, fordi jeg endnu ikke har lært at spise intuitivt. Jeg har heldigvis ikke oplevet de store gener ved at lægge min kost om. Jeg ved, at nogen får kvalme og influenza-agtige symptomer, når de skærer i Håndfuld 4 – men det er heldigvis gået smertefrit for mig.

 

Det har Sense gjort for mig

Sense har gjort rigtig meget godt for mig. Jeg har fået meget mere energi, min krop er blevet meget lettere og stærkere, og mine ledsmerter er næsten forsvundet. Overraskende nok gik det langsommere med at fjerne ledsmerterne end kiloene på kroppen. I dag, halvandet år efter jeg startede op på Sense, går det rigtig godt. For et par måneder siden begyndte jeg at løbe – for halvandet år siden kunne jeg ikke gå. Forleden løb jeg 7,5 kilometer, det var helt utænkeligt tidligere. Så jo, det går fremad.

Udover de fysiske forandringer jeg kan mærke i min krop, er den største og bedste forandring nok den, jeg kan mærke mentalt. Min selvværdsfølelse har fået et boost, for nu skal jeg ikke længere gemme mig i store kjoler, tunikaer og leggings – det var min uniform tidligere, for der var ikke andet, jeg kunne passe. Jeg er gået fra en størrelse 48 til en størrelse 40 og har skiftet hele garderoben.

 

Tidligere anså jeg mig selv for at være sådan én, der ikke kan tabe mig. Nu ved jeg, at det kan jeg. Jeg ved også, at jeg er sådan én, der har power og holder fast i de mål, jeg sætter mig. Og jeg ved, at jeg vil være sådan én, der kan løbe 10 kilometer - og det mål skal jeg også nok nå. Når jeg beslutter mig for noget, så gør jeg det ordentligt. Den læring kan jeg tage med mig ind i mange andre områder af mit liv, for det er det samme, der gør sig gældende i forhold til mit ph.d.-studie. Jeg er egentlig uddannet pædagog, men besluttede mig for at læse videre og tage en kandidatgrad i læring og forandringsprocesser. Det giver mig selvværd på mange områder af mit liv at føle, at jeg kan klare de ting, jeg sætter mig for at klare.

 

Fordi jeg var sådan én, der ikke kunne tabe mig, anså jeg ikke et vægttab som en realistisk mulighed. I dag ligger min vægt på 75 kilo, og jeg er seks kilo fra at have et BMI inden for normalvægtsområdet. Jeg har fået talje, jeg kan mærke mine skinnebensknogler, og jeg synes, at jeg ser pæn ud. Jeg har masser af lækkert og smart tøj, og jeg tør tage billeder af mig selv og lægge i Facebookgruppen – endda billeder, hvor jeg står i undertøj. Det ville jeg aldrig have turdet gøre tidligere. På et tidspunkt lagde jeg et billede ind i gruppen af mig selv i træningstøj, hvor jeg skrev noget om mine fede lår. Jeg blev simpelthen væltet af søde kommentarer. Det hjælper mig enormt meget til at se mig selv i et andet og knap så selvkritisk lys. Jeg vover mig ud på dybt vand og præsenterer i den grad min sårbarhed – de lår, som jeg synes er fede – og så får jeg så mange positive stemmer ind, som jeg kan spejle mig i. Måske de med tiden kan tage luften lidt ud af Britta Bredballe – det håber jeg.

 

Mine bedste fif

Det har hjulpet mig meget at have en sætning, jeg kunne vende tilbage til, når jeg stod foran en madmæssig udfordring – sådan nærmest et mantra. Jeg har brugt sætningen: ”Er det det værd”, men jeg tænker, at det kan være hvad som helst, man kan sige til sig selv. Det, det handler om, er at få refleksionen med ind over beslutningerne, så man ikke risikerer at ryge tilbage i gamle overspisningsmønstre. På den måde bliver hver beslutning et bevidst valg i stedet for et automatvalg.

 

Tag et måltid ad gangen – ellers kan man godt miste overblikket, især i starten. Husk desuden på at gøre Sense til dit eget projekt. Jeg har oplevet, at folk bliver stressede over, at nogen springer Håndfuld 4 over, mens andre vælger at bruge Sukrin i stedet for sukker. Lad være med at blive forvirret over, hvad alle andre gør, men øv dig i at mærke efter, hvad der giver mening for dig. Start med at tage udgangspunkt i den mad, du har og kender i forvejen. Spis det, du kan lide og begynd så derfra langsomt at eksperimentere med nye retter, hvis du har lyst. Prøv at bage æggemuffins, bananpandekager eller andet. Smag dig frem og husk, at du har styringen. Du skal ikke spise noget, du ikke kan lide. Så holder det ikke for dig i længden. Vælg mad, du godt kan lide og sørg for at have de rigtige mængder og den rigtige fordeling på tallerkenen. Sense er ikke en hurtig kur, det er en livsstil, som du skal have med dig resten af dit liv. Så hav tålmodighed, du skal nok lære det – også selvom det tager lidt tid at komme ind i det hele.

 

Jeg har været heldig at have et meget fleksibelt arbejdsliv, der betyder, at jeg arbejder meget hjemmefra. Jeg har derfor tid til at lave den mad, jeg vil have. Det er et privilegium, som jeg sætter stor pris på. Det har helt sikkert gjort det lettere for mig. Men fortvivl ikke, hvis du sidder på kontor otte timer om dagen. Det kan sagtens lade sig gøre alligevel, når blot du sørger for at planlægge dine måltider.

Tilbage til oversigt