shop 0
img

Frank, har tabt sig 49 kilo med Sense

Om Frank

48 år
Arbejder som Sense-konsulent i Assens på Vestfyn og i Fredericia (fra 2. april), er også uddannet Mentor i mad og psyke. Er samtidig indehaver af et bowlingcenter i Assens 
Bor alene, men har en kæreste, er far til tre drenge på 8, 8 og 11 år, der bor hos ham hver anden uge
Frank har levet efter Sense siden marts 2017, han har tabt sig 49 kilo og er 21 kilo fra sit mål
Startvægt: 160 kilo
Vægt i dag: 111 kilo
Mål: At tabe 70 kilo i alt, så vægten lyder på 90 kilo – delmålet er at have tabt 60 kilo inden sommerferien 2019

 

 

Sådan levede jeg før Sense

Min overvægt eskalerede i forbindelse med min skilsmisse for tre et halvt år siden. Selvom bruddet var udramatisk, og min ekskone og jeg hele vejen igennem har været gode venner, så var det alligevel en stor forandring. Vi fik lavet en 7-7-ordning i forhold til børnene, og det betyder, at jeg hver anden uge er alene. I starten var det svært, og jeg savnede mine drenge de uger, hvor de var hos deres mor. Derfor røg der alt for meget mad, slik og chokolade ned. Konsekvensen blev, at jeg i løbet af et års tid tog 20 kilo på. I forvejen var jeg en stor mand på 140 kilo, og pludselig var jeg altså endnu større og vejede 160 kilo.

 

Jeg var godt klar over, at den var gal, for det er klart, at så mange kilos overvægt hæmmer både energiniveauet, selvværdet og den fysiske formåen. I bowlingcentret bad jeg altid de andre om at tage ting med til mig, f.eks. fra fryserummet. Jeg orkede ikke turen derned, så jeg var ret god til at spotte, når andre var på vej og så lige bede dem om at tage de ting med, jeg skulle bruge. Mit samvær med mine drenge var naturligvis også påvirket. Da de var mindre, var det svært for mig at tumle og lege med dem på gulvet, og da de blev større, havde jeg ikke luft til fodboldkampe eller andre fysiske udfoldelser med dem. Når man er presset fysisk, påvirker det helt automatisk overskuddet, og jeg føler ikke, at jeg var den far for mine drenge, som jeg gerne ville være. Både af hensyn til mig selv og mine børn var der ingen tvivl om, at jeg skulle tabe mig – det var jeg bevidst om, jeg havde blot ingen anelse om, hvor jeg skulle vende mig hen for at få hjælp.

 

Svaret og hjælpen kom helt tilfældigt, en aften jeg var på arbejde. Suzy og en af hendes Sense-konsulenter, Louisa Lange, skulle holde foredrag om Sense, og til det formål havde de lejet et lokale i bowlingcentret. Jeg deltog ikke selv i foredraget, og vidste knap hvad det handlede om. Da foredraget var slut, blev jeg ringet op af en deltager, der havde glemt sit halstørklæde, så jeg gik ind i lokalet, hvor foredraget havde fundet sted, for at lede efter det. Derinde stod Suzy og Louisa og var ved at pakke sammen, og selvfølgelig gik jeg hen og hilste på dem begge. Vi faldt i snak, og jeg spurgte nysgerrigt ind til deres foredrag og Sense. Da jeg forlod rummet igen, var det med en aftale i kalenderen med Louisa om at møde op på et af hendes hold. Og her begyndte min rejse mod et slankere og sundere liv.

 

Sådan lever jeg efter Sense

Efter samtalen med Suzy og Louisa gik jeg hjem og læste videre om Sense – på hjemmesiden og i Facebookgruppen. Jeg slugte al information, som jeg kunne finde – og jeg blev mere og mere sikker på, at det var en livsstil, som jeg godt kunne se mig selv i. Jeg ændrede på mine spisevaner stort set fra den ene dag til den anden, og mødte motiveret op til mit første møde med Louisa og de øvrige deltagere på holdet. Kiloene raslede hurtigt af mig, og det var selvfølgelig meget motiverende. I forbindelse med en ferie med mine drenge, røg der dog otte af de tabte kilo på igen i løbet af en uge – så jeg var klar over, at jeg skulle være opmærksom på mit spisemønster, når jeg slap hverdagens rutiner.

 

Da jeg havde gået hos Louisa i noget tid, fortalte hun, at hun skulle stoppe som Sense-konsulent. Jeg fik den idé, at jeg kunne tage over, hvor hun slap og føre holdet videre som Sense-konsulent sammen med Charlotte, der arbejder som kok i bowlingcentret. Charlotte ville lige så gerne alt det her med Sense, som jeg ville, så efter et par gode snakke med Louisa, Suzy og hendes mand Jesper, kom aftalen på plads, og Charlotte og jeg gik i gang med uddannelsen til kostvejleder.

 

Charlotte og jeg fik godt gang i vores egne Sense-hold – og de kører endnu i bedste velgående. Vi arbejder godt sammen og er gode til at supplere og hjælpe hinanden. De uger, hvor jeg har mine drenge, kan hun tage mere over på aftenholdene, og når hun har travlt, tager jeg over. Mit vægttab gik til at starte med stille og roligt den rigtige vej, men desværre mistede jeg min far i februar 2018, og det spændte ben for mig. Jeg var ked af det og spiste på mine følelser, så i løbet af forholdsvis kort tid tog jeg 12-13 kilo på igen. Jeg valgte at være fuldstændig åben omkring det på mine hold, og jeg håber, at den åbenhed netop kan være med til at vise mine medlemmer, at livet går op og ned for os alle sammen.

 

1, 2 … 500 spisekasser og godt nytår!

Den 9. juli 2018 besluttede jeg mig for at slå bremsen i og vende den negative udvikling – datoen står lysende klart for mig, for den blev et vendepunkt for mig. Den dag besluttede jeg mig for at leve med Sense på min egen måde og spise tre gode tallerkenfulde mad om dagen. Jeg besluttede, at der ikke må komme noget på min tallerken, der ikke følger Sense-principperne – det betyder, at jeg holder mig til mængderne ved de tre daglige måltider. På den måde sikrer jeg, at jeg ikke kommer til at spise for meget. Samtidig begyndte jeg at tage billeder af al min mad som en slags dokumentation. Jeg har 5-6 personer, som jeg hver dag sender billeder af dagens mad til – Charlotte, min kæreste, en tidligere kollega og et par gode venner. I starten var det mest for sjov, men i dag er det blevet en vane, som jeg ikke kan slippe – og hvis jeg prøver, bliver jeg straks prikket på skulderen, for hvor bliver billederne nu af? Mine hjemmelavede regler virker for mig, og der er plads til både en is og et glas rødvin i ny og næ – for jeg kompenserer blot i min håndfuld fire, og på den måde går det hele op.

 

Til at starte med havde jeg lavet den aftale med mig selv, at en ud af ti spisekasser godt måtte afvige fra principperne, men den regel har jeg heldigvis slet ikke haft brug for at leve med. Ud af 518 spisekasser har jeg mindre end fem, der ikke har overholdt fordelingen hundrede procent. Den ene spisekasse tog den anden, og da vi nærmere os årsskiftet, kunne jeg se, at jeg med lidt timing kunne lande på spisekasse nummer 500 på selve nytårsaften. Derfor tænkte jeg i dagene op til over, hvor mange spisekasser jeg spiste – nogle dage blev det kun til to, og på den måde lykkedes det mig at spise mit Sense-måltid nummer 500 som det sidste måltid i år 2018.

 

Efter to gange at have mistet grebet om vægttabet, på ferien og i forbindelse med min fars død, kunne jeg mærke, at det her med at tælle og dokumentere gav mig den struktur og fastholdelse, som jeg havde brug for. Min regel om at holde mig til tre daglige tallerkenfulde Sense-mad betyder nemlig også, at jeg ikke kan gå agurk i en buffet – det var det, der gik galt for mig på ferien, hvor jeg tog otte kilo på i løbet af en uge. I juleferien spiste jeg lidt mere snolder end normalt, men jeg holdt mig alligevel til min regel og huskede at kompensere – og det lykkedes mig at komme nogenlunde vægtstabil ud på den anden side med kun to ekstra kilo, som jeg ved, at jeg lynhurtigt kan tabe igen.

 

I dag er jeg den far, jeg gerne vil være

I dag lyder vægttabet på 49 kilo, og jeg fortsætter ufortrødent. Målet er at ramme et samlet vægttab på 70 kilo og en kropsvægt på 90 kilo. Der er et stykke vej endnu, og jeg ved slet ikke, om jeg kommer helt derned. Måske mærker jeg, at det er fint at stoppe, når jeg vejer 97 kilo – måske ikke. Det er svært at sige endnu, så jeg tager en dag ad gangen og nyder de forandringer, der hele tiden sker med mig. For der er virkelig sket ændringer, både fysisk og psykisk. Jeg er gået fra en størrelse 44 til en størrelse 35, og i dag kan jeg passe helt almindeligt tøj. Tidligere kunne jeg næsten mærke tøjekspedientens frustration, når jeg kom ind i butikken, hvor jeg plejer at handle – for hvad skulle han dog finde frem til mig, som jeg kunne passe? I dag er det helt omvendt – der kommer han løbende ud af butikken, når jeg kommer gående forbi, for at vise mig det nye og smarte tøj, han lige har fået hjem. Og det bedste er, at jeg kan hoppe lige i det. Det er selvfølgelig en stor sejr for mig at være nået hertil, og der er ingen tvivl om, at det også gør en masse godt for selvværdet. Selvom jeg tidligere gerne ville have en kæreste, så havde jeg mere eller mindre slået det ud af hovedet, for jeg syntes, at jeg var alt for stor. I takt med at kiloene raslede af mig fik jeg dog mere og mere mod på at gå i byen og begynde at date. Og for et halvt års tid siden fandt jeg en dejlig kæreste, som jeg stadig er sammen med.

 

Jeg har generelt fået meget mere energi, og det kan mærkes hele vejen rundt. Jeg er begyndt at spille squash med en kammerat – det var helt utænkeligt tidligere, fordi jeg vejede så meget. På arbejdet beder jeg ikke længere de andre om at tage ting med til mig fra fryserummet – nej, nu er det mig, der spørger de andre, om de skal have noget med, når jeg går derned. Det er helt nye toner. Mine drenge kan også mærke forandringen, og jeg føler selv, at jeg er blevet en bedre far. Jeg er meget mere deltagende i deres liv, fordi jeg har mere energi og derfor orker at lave meget mere. Vi spiller fodbold sammen, tager på cykelture, går i svømmehallen og er i det hele taget meget mere aktive sammen. Det var aldrig sket tidligere. Mine drenge har selvfølgelig bemærket, at jeg har tabt mig, og de har jo også mærket, at der er kommet flere grøntsager på bordet. Tidligere stod den ofte på hvid pasta med kødsovs, når de var hos mig. Det serverer jeg nu stadig, men i dag er der tilføjet grøntsager til alle vores måltider, og det har drengene heldigvis taget godt imod. Ingen af drengene skal tabe sig, men jeg er glad for at kunne være med til at give dem gode vaner, som de kan tage med sig videre i deres liv. Alle tre drenge går op i vores mad på en anden måde end tidligere og kan også finde på at spørge mig, om jeg nu må spise det ene og det andet.

 

Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skal så højt op i vægt igen – det vil kræve en opmærksomhed fra min side at holde min struktur, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan holde fast. Jeg håber, at jeg også kan hjælpe andre til et liv i fornuftig balance – kan jeg det, har min rejse og kamp mod kiloene været det hele værd.

Tilbage til oversigt