shop 0
img

Tina: Mit liv med BED

Om Tina
46 år
Single
Arbejder som socialpædagog på et bosted for udviklingshæmmede voksne
Startvægt: 127,2 kilo
Vægt i dag: 115 kilo

 

Tina har fortalt om sit liv med BED i ’Sundhedsmagasinet: Styret af mad’ på DR 1.

 

BED er en forkortelse for Binge Eating Disorder – ’Binge’ betyder ’umådeholden’. På dansk kalder vi sygdommen for tvangsoverspisning. I Europa er tvangsoverspisning først blevet en anerkendt diagnose i 2018 – til trods for, at lidelsen vurderes at være mere udbredt end anoreksi og bulimi tilsammen. I Danmark vurderer man, at 40-50.000 mennesker lider af tvangsoverspisning.

 

Diagnosekriterierne er blandt andet overspisningsepisoder kendetegnet ved:

 

• at du spiser meget hurtigere end normalt

• at du spiser, indtil du føler ubehagelig mæthed

• at du spiser store mængder mad uden at føle fysisk sult

• at du spiser alene, fordi du skammer dig over, hvor meget du spiser

• at du føler væmmelse ved dig selv, depressiv sindsstemning eller meget skyld efterfølgende

 

Mit liv med BED

 

Før jeg blev klar over, at jeg led af BED, havde jeg slet ikke i mine tanker, at jeg fejlede noget. Jeg kunne godt se, at jeg nogle gange spiste uhensigtsmæssigt, men jeg tænkte, at jeg bare skulle tage mig sammen og begynde at spise nogle flere grøntsager. Det lykkedes bare aldrig, og resultatet blev, at jeg placerede hele ansvaret for min overspisning og min overvægt på mine egne skuldre. Alle mine mislykkede vægttabsforsøg blev gradvist en tungere og tungere byrde af skyld, skam og utilstrækkelighed at bære på. At mit spisemønster havde et navn, og tilmed var en diagnose, havde jeg ikke forestillet mig.

 

Tidligere sprang jeg altid morgenmaden over. Dagens første måltid blev spist ved frokosttid – som regel helt almindelig mad. Når jeg nåede frem til aftensmaden, var jeg så sulten, at jeg spiste alt for meget mad. Det var sjældent, at der lå grøntsager på min tallerken. Ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, men fordi jeg syntes, det var alt for besværligt at skrælle, hakke og eventuelt også tilberede dem. Så de fik lov at blive liggende i supermarkedets grøntafdeling. Efter aftensmaden spiste jeg videre – som regel chips. Chips har altid været den snack, jeg ikke har kunnet modstå. Når først posen var åben, stoppede jeg sjældent, før hånden ramte bunden.

 

Jeg købte ofte chips, når jeg var ude at handle – de indgik ligesom som en helt naturlig del af de dagligvarer, jeg puttede i kurven. Typisk kunne jeg for eksempel finde på at købe to poser på tilbud. Mit udgangspunkt, når jeg stod der i supermarkedet, var, at jeg ville spise den ene pose til aften og gemme den anden til en anden dag. Sådan gik det imidlertid sjældent. Ofte blev den første pose nemlig åbnet, så snart jeg kom hjem, og når den var tom, fortsatte jeg med den anden – nærmest som på automatpilot. To tomme poser i skraldespanden betød, at mit lager var tomt – og dermed havde jeg ikke noget at hygge mig med efter aftensmaden. Det var dog for pinligt at gå tilbage i samme supermarked og købe yderligere to poser chips – tænk nu, hvis de ansatte bemærkede det…. Derfor planlagde jeg at gå i et andet supermarked, så jeg der kunne blive tanket op til aftenhyggen.

 

Det mærkværdige er, at jeg som ung studerende selv har siddet ved kassen i Bilka. Derfra ved jeg, at man hverken husker den enkelte handlende eller de varer, man bipper igennem. Jeg kunne derfor godt rationalisere mig frem til, at ingen ville bemærke, at jeg købte yderligere et par poser chips den dag. Alligevel var følelsen af skam så overvældende, at jeg lagde alverdens strategier for, hvor, hvordan og hvor meget jeg skulle købe. Al min tankevirksomhed har været centreret omkring skyld, skam og strategier. En ond cirkel, som jeg, dengang jeg sad fast i den, havde svært ved at gennemskue omfanget af.

 

Et liv med slankekure

 

Jeg kan huske, at jeg helt tilbage, fra jeg var 13-14 år, mere eller mindre har været på én lang slankekur. Der er ikke den kur, jeg ikke har fulgt, eller den vægttabsmetode, jeg ikke har prøvet. Der har været et helt klart mønster med et skridt frem og to tilbage. Jeg kunne tabe mig 10 kilo, for derefter at tage 20 på. Det var en frustrerende kamp mod kiloene og maden, som jeg på ingen måde følte, at jeg kunne vinde. Jeg tror, at jeg mere eller mindre havde mistet troen på, at det nogensinde kunne lykkes for mig at blive overvægten kvit.

 

Min overspisning eskalerede gradvist over fem til seks år, hvor mængden af mad blev større, samtidig med at tvangsoverspisningen tog fart. Jeg havde altid mange undskyldninger linet op over for mig selv. De kunne lyde i retning af: ”Jeg må godt spise en masse lige nu, for jeg sprang jo morgenmaden over” eller ”I dag har jeg fri, så nu skal jeg rigtig hygge mig” eller ”Det har været en møg-dag, så jeg fortjener noget godt”.  Jeg brugte maden og chipsene som en form for selvmedicinering, og jeg har i høj grad spist på mine følelser.

 

Som tiden gik, fik jeg flere og flere hyggedage, og jeg fik det dårligere og dårligere med mig selv. Jeg begyndte at trække mig fra sociale sammenkomster, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde noget tøj at tage på, og fordi lysten slet ikke var der. Samtidig kunne jeg se på vægten, at det gik den forkerte vej, og det gjorde ikke ligefrem noget godt for selvværdet. Jeg havde en sætning, der kunne køre på repeat dagen igennem, nærmest uden jeg tænkte over det. Den lød: ”Du kan ingenting, for du er fed, dum og grim”. Det er forfærdeligt, at man kan finde på at tale sådan til sig selv – nærmest uden at tænke over det.  

 

Jeg begyndte at blive opmærksom på, hvor meget tid jeg brugte på at planlægge mine indkøbsture – og ikke mindst, hvor helt umuligt det var for mig at afvige fra mine indkøbsstrategier. Det skræmte mig, for jeg kunne selv se, at det ikke var hensigtsmæssigt – jeg anede blot ikke, hvad jeg skulle gøre. Derfor gik jeg til min læge. Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville have lavet en gastric bypass – jeg anede ikke, hvilket halmstrå jeg ellers skulle gribe efter. Min læge tjekkede mig grundigt igennem, og heldigvis fejlede jeg ingenting. Derfor sendte hun mig videre til Sundhedshuset på Vesterbro i København. Her skulle jeg udfylde et større spørgeskema om mine vaner – kost, motion, rygning, alkohol, livskvalitet osv. Efterfølgende kom jeg til en samtale med en ernæringsuddannet kvinde. Hun spurgte mig, om jeg havde overvejet, om jeg led af en spiseforstyrrelse. Jeg grinede – for nej, anoreksi og bulimi led jeg bestemt ikke af, det kunne hun vel se. Jeg kendte ikke til andre spiseforstyrrelser end de to. Hun kiggede på mig og sagde ’Jeg tror, du lider af tvangsoverspisning’. Herefter hentede hun nogle brochurer, som jeg fik med hjem.

 

Behandling på Psykoterapeutisk Center Stolpegård

 

Jeg gik hjem, læste brochurerne og læste herefter videre på nettet – alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Det var en øjenåbner og et chok, for jeg kunne nikke genkendende til det hele. Jeg bestilte derfor en ny tid hos min læge og præsenterede hende for diagnosen. Hun sendte en henvisning afsted til behandlingstilbuddet Psykoterapeutisk Center Stolpegård, hvor de kørte et projekt for mennesker med BED finansieret af satspuljemidler. Efter et screeningsforløb blev jeg vurderet behandlingsegnet.

 

Vurderingen føltes lidt som en dom, og den gjorde mig på én gang lettet og ked af det. Jeg var lettet over, at jeg fik tilbudt hjælp. Men samtidig var jeg også ked af, at jeg havde fået en diagnose og led af en form for psykisk sygdom. Jeg havde ikke lyst til at være syg, og jeg så ikke mig selv som syg. Selvfølgelig var jeg også nervøs for, om behandlingen ville virke på mig – for hvad nu, hvis den ikke gjorde? Så følte jeg, at jeg var helt lost. Der var et halvt års ventetid på behandlingen, og egentlig tror jeg, at det var meget fint for mig. På den måde nåede jeg at blive mentalt klar og indstille mig på at få det maksimale ud af tilbuddet.

 

Behandlingen var sammensat af gruppeterapi, samtaler med en klinisk diætist og tilbud om familieterapi – sidstnævnte var frivilligt. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville synes, at der gik for meget rundkreds i den, men mine bekymringer blev hurtigt gjort til skamme. I stedet for opdagede jeg hvor stor værdi, der er i at sidde sammen med ligesindede. Pludselig var der nogen, jeg kunne spejle mig i – hvor er det dejligt at opdage, at man ikke er den eneste i verden, der kæmper.

 

Fra starten blev vi opfordret til at skrive dagbog, hvor vi på den ene side i kladdehæftet skrev, hvad vi havde fået at spise, og på den anden side noterede, hvad der skete følelsesmæssigt. Det gav et fint indblik i, hvordan følelser og spisning kan spille sammen. Vi lærte om mekanisk spisning, hvor vi skulle spise tre hovedmåltider og to til tre mellemmåltider hver dag. Der skulle være tre til fire timer mellem hovedmåltiderne, og mindst en time fra hovedmåltid til mellemmåltid. Tallerkenen skulle sammensættes af grøntsager, protein, stivelse og fedt. Vi lærte, at vi ikke skulle være fedtforskrækkede, men tværtimod skulle sørge for at fylde kroppens depoter op.

 

Det hele handlede om at ændre adfærd, og selvom jeg før behandlingen nærmest havde troet, at det var umuligt for mig at ændre på mine vaner og min adfærd omkring spisningen, så gik der faktisk ikke mere end tre til fire uger, før jeg stoppede mine tvangsoverspisninger. Undervejs i behandlingen arbejdede vi med at kende forskel på overspisningshandlingerne. Vi delte dem op i en subjektiv og en objektiv del. Den subjektive del handlede om vores egen opfattelse af, hvor meget vi følte, vi havde spist. Den objektive del handlede om, hvor meget andre ville tænke, vi havde spist. Det rykkede en del for mig at blive opmærksom på, at overspisningen nogle gange mere var en følelse af at have proppet sig, end en reel tvangsoverspisning.

 

I løbet af behandlingen blev jeg også opmærksom på, hvor grimt jeg i alle årene havde talt til mig selv. Og det lykkedes mig at sige fra over for min egen indre ”Du kan ingenting, for du er fed, grim og dum”-remse. Det var som om, at da jeg først blev opmærksom på remsen og dens grimme budskab, så mistede ordene deres magt. Det var en sejr for mig at tage styringen i mit eget liv og blive opmærksom på, hvor umenneskeligt høje krav jeg stillede til mig selv – især i forhold til mit arbejde. 

 

Sense som mekanisk spisemodel

 

Jeg afsluttede mit forløb på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i december 2016. Fra starten af behandlingen var målet, at vi skulle holde os vægtstabile. Og vægtstabil lå inden for en margin af plus-minus syv kilo – alene det er jo med til at fjerne noget af al den skyld og skam, der tidligere har været forbundet med at gå på vægten. Pludselig var det ingen katastrofe at veje et par kilo mere – det var stadig inden for det vægtstabile område.  

 

Efter behandlingen fik vi at vide, at vi ikke måtte tænke i vægttab, før vi følte os helt klar. Et vægttab kunne nemlig trigge tvangsoverspisningen. I sommeren 2018, halvandet års tid efter jeg havde afsluttet forløbet på Stolpegården, var jeg på danseferie. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde tabt mig under det vægtstabile område, og det gav mig blod på tanden til at gå i gang med et egentligt vægttab. Jeg havde hørt om Sense fra en kollega, og jeg tænkte, at det lød som noget for mig. Jeg meldte mig ind i den lukkede Facebookgruppe og satte mig ind i håndfuldene og spisekassemodellen. Det mindede ret meget om det, jeg havde lært på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, så det føltes helt rigtigt.

 

Jeg kan huske, at jeg satte som et af mine mål under mit behandlingsforløb, at jeg ønskede, at grøntsager ville blive en naturlig del af min kost. I dag er jeg der, hvor det er blevet helt naturligt for mig at spise grøntsager – og også protein, for den sags skyld. Det er som om, jeg har fået ændret hele mit mindset. Jeg har fra starten af taget det roligt, jeg ønsker ikke at forcere noget, og jeg er hele tiden opmærksom på ikke at trigge min tvangsoverspisning. For eksempel startede jeg ud med at ændre et måltid ad gangen. På den måde har jeg lige så langsomt fået integreret Sense i mit liv. Det har virket for mig. I dag har jeg det sådan, at jeg nyder at spise. Jeg har opnået en madfrihed, som jeg har ledt efter hele mit liv. Jeg sætter mig hele tiden små delmål på blot et par kilos vægttab ad gangen. Belønningen, når jeg når mine mål, er en tur til frisøren eller noget andet, som jeg nyder. Lige nu er et af mine større delmål at ramme en tocifret vægt inden sommeren 2019, hvor jeg skal på danseferie igen. Det skal nok lykkes.

Tilbage til oversigt