shop 0
img

Vivi, har tabt sig 52 kilo med Sense

Om Vivi
56 år
Mor til otte børn i alderen 17 til 39 år, et barn er hjemmeboende, har en kæreste
SOSU-hjælper på et plejehjem
Startvægt: 110,8 kilo
Vægt i dag: 58,8 kilo
Vægttab: 52 kilo

 

Sådan levede jeg før Sense
Jeg er vokset op med rigelig sovs, stort set ingen grøntsager og mange søde sager. I mit barndomshjem var hygge altid forbundet med at spise – og altid noget sødt og lækkert. Den livsstil satte sine spor, for helt tilbage til min tid i folkeskolen kan jeg huske, at jeg var en stor pige. Da jeg flyttede hjemmefra, skete der dog noget med kost og vægt, og jeg tabte mig adskillige kilo og vejede således mindre end 50 kilo, da jeg fik mine to første børn. Det holdt dog ikke ved, for da jeg fik de næste fire, kom kiloene lige så langsomt på. Det var jo mange graviditeter over en årrække, og jeg spiste lidt for godt – masser af hvidt brød, kage, slik og sodavand samt sovs, kød, kartofler, pasta og ris – og stort set ingen grøntsager. Vanerne fra barndommens middagsbord flyttede med ind i mit voksenliv. Jeg tænkte slet ikke på at spise sund og nærende mad, og det kom til at koste på vægten og helbredet.

 

Da jeg var gravid med mit sjette barn, fik jeg konstateret graviditetsdiabetes. Det fik mig til at vågne op, og jeg satte alt ind på at følge en sund kost, så jeg kunne holde sygdommen i skak og undgå at udvikle egentlig diabetes. Jeg fulgte anvisningerne fra Diabetesforeningen, undgik sukker og spiste seks måltider om dagen.  Under min syvende graviditet fik jeg atter konstateret graviditetsdiabetes, og derfor tog jeg den sunde livsstil op igen. Jeg vidste jo godt, hvad der skulle til, så det gik faktisk forholdsvis let. Jeg holdt en nogenlunde stabil vægt graviditeten igennem og fik normale tal ved de målinger, der blev foretaget efter graviditeten. Under min ottende og sidste graviditet udviklede jeg ikke graviditetsdiabetes, og derfor slap jeg tøjlerne igen – med en vægtøgning til følge.

 

Da vægten var på sit højeste, lød den på 110,8 kilo. Det er mange kilo at bære rundt på for en kvinde på 162 centimeter. Over årene prøvede jeg forskellige slankekure. Det lykkedes mig også at smide en del kilo, men problemet var hver gang, at jeg røg direkte tilbage til mine gamle vaner, så snart kuren sluttede – eller så snart jeg gav op, for det skete nemlig også ofte, at jeg gjorde det. Var jeg først dumpet i en enkelt gang, så kastede jeg håndklædet i ringen og gav los.

 

2015 blev mit vendepunkt. Jeg og min yngste søn var flyttet sammen med min daværende kæreste, væk fra mine andre børn, børnebørn og veninder. Jeg havde det svært og var begyndt at trøstespise lidt mere, end jeg plejede. På et år steg min vægt med 15 kilo. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg vejede, for vægten var gemt langt væk, men en aften fik jeg et telefonopkald fra en særlig mand, jeg havde kendt fra min ungdom. Han ville gerne mødes med mig, og det sendte mig ud i en masse tanker – sidst han så mig, vejede jeg omkring 50 kilo, og jeg havde på ingen måde lyst til, at han skulle se mig, som jeg så ud nu. Så jeg besluttede at gøre noget ved det og steg derfor op på vægten, der viste de omtalte 110,8 kilo. Det var et chok, for så meget havde jeg aldrig før vejet.

 

Sådan lever jeg efter Sense
Nogle måneder tidligere var jeg stødt på Sense på Facebook. Jeg var helt overbevist om, at det ikke var noget, jeg havde brug for, så jeg havde ikke set nærmere på det. Jeg havde en klar opfattelse af, at jeg ikke skulle tabe mig. I stedet skulle jeg lære at acceptere mig selv, som jeg så ud. Den opfattelse ændrede sig, da jeg fik opkaldet fra ham, der endte med at blive min kæreste – og er det den dag i dag.

 

Der må nu alligevel have været et eller andet, der havde gjort indtryk, for det var Sense, jeg straks kom til at tænke på, da chokket over det høje tal på vægten havde lagt sig. Jeg gik straks i gang med at blive klogere på håndfulde og spisekassemodeller, og jo mere jeg læste, jo mere tænkte jeg: ”Det her er lige mig”. Det lød nemt med alle de grøntsager, og jeg skulle hverken veje eller måle min mad – i hvert fald ikke med andet end mine hænder. I en længere periode havde jeg levet af chokoladeboller, chips og cola. Jeg havde ondt i knæ og ryg, og det var en kamp for mig at gå de 200 meter fra mit hjem til busstoppestedet. Nu skulle det være slut, besluttede jeg. Jeg tog forandringerne bid for bid, måltid for måltid. Jeg startede med at ændre mit morgenmåltid. Efter en uges tid føjede jeg aftensmaden til, og til sidst blev også min frokost ændret. Det gik overraskende let, og jeg fik hurtigt smag for de mange grøntsager. Jeg bagte proteinboller, som jeg spiste til morgenmad sammen med skyr og æg, og det fungerede fint for mig. Tidligere ville min morgenmad have bestået af to stykker hvidt toastbrød med Nutella, der hurtigt ville være blevet suppleret med chokoladeboller fra kantinen. På det tidspunkt, hvor jeg omlagde min kost, studerede jeg, og jeg kunne fysisk mærke, at jeg ikke hentede meget energi fra min kost. Jeg var træt og orkede ingenting. Da jeg ændrede min kost, skete der hurtigt noget med energiniveauet.

 

Selvom det gik nemt med kostomlægningen, så var der nu alligevel en periode på et par uger, hvor jeg døjede med abstinenser. Min krop skreg på det sukker, som den var vant til at få tilført. Jeg havde det, som om jeg var ramt af influenza, mine ben var tunge, og mit energiniveau helt nede i kælderen. Efter et par uger dampede det lige så stille af, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig at drikke cola med sukker. I stedet tager jeg en Pepsi Max – det ville jeg aldrig have gjort tidligere. Jeg lever et liv i dag, hvor der er plads til nydelse og hygge. Jeg drikker både rødvin og spiser desserter – når jeg har lyst. Det tog mig lidt tid at nå dertil, hvor jeg kunne nyde en dessert. I starten sagde jeg ”nej tak”, hver gang jeg blev budt, for jeg var så bange for at ryge tilbage i mine gamle vaner. Men sådan er det heldigvis ikke gået, og i dag ved jeg, at jeg fint kan nyde en dessert, et glas vin eller andet og stadig holde mig på sporet. Jeg skal blot sørge for at spise et fornuftigt sammensat Sense-måltid ved næste måltid. Jeg har fra starten af holdt mig ret slavisk til tre måltider om dagen, og jeg spiser dem næsten på samme tidspunkt hver dag – kl. 6, kl. 12 og kl. 18. Det passer meget fint til mig med den rytme.

 

Selvom jeg ikke fra barnsben har været vant til at spise særlig mange grøntsager, har jeg heldigvis haft mod på at prøve en masse forskelligt af. Jeg synes, det er spændende at finde på retter med rosenkål, bagte rødbeder, blomkålsris osv. Der er naturligvis sket en del ændringer i maden hjemme hos mig, og det har mine børn selvfølgelig også bemærket. De er meget åbne for alt det nye og er også stolte af de store forandringer, der er sket med mig.

 

Rent fysisk har jeg fået det meget bedre. Mine smerter i ryg og knæ blev bedre allerede efter et halvt års tid, og i dag er de helt væk – til trods for, at jeg som SOSU-hjælper har et fysisk krævende arbejde. Der er ingen tvivl om, at min krop har været overbelastet af at bære rundt på alle de ekstra kilo. Jeg har fået et helt nyt forhold til min krop og til bevægelse. Tidligere kunne jeg ikke gå ret langt – det var simpelthen fysisk umuligt for mig på grund af de ekstra kilo og på grund af smerterne i mine knæ og min ryg. I dag har jeg meget mere energi, og jeg har lyst til at bevæge mig. Jeg stiler efter at nå 10.000 skridt om dagen, og det lykkes stort set hver dag. De fleste skridt når jeg på mit arbejde, men hvis jeg kommer hjem, og jeg kan se på min tæller, at jeg mangler lidt for at nå op på de 10.000, så går jeg lige en runde om en nærliggende sø.

 

Jeg har gennem mange år haft forhøjet blodtryk og fået medicin for at holde det i skak. Jeg tager stadig medicin, for hver gang jeg prøver at trappe ud, ophober jeg væske og får hjertebanken, og det har betydet, at jeg er fortsat med pillerne. Mit blodtryk ligger helt perfekt, så jeg har mere eller mindre erkendt, at jeg skal fortsætte med pillerne, om end jeg gerne vil prøve at trappe lidt ned i dosis. Inden jeg tabte mig, døjede jeg med gener fra overgangsalder. Jeg havde nogle gevaldige hedeture og kunne vågne op om natten helt gennemblødt af sved. Efter jeg har tabt mig og har ændret min kost, har jeg ingen gener overhovedet. Jeg kan høre fra jævnaldrende kvinder, at de døjer med hedeture og andet, og jeg er så glad for, at jeg ikke længere er ramt af det. Om det hænger direkte sammen med Sense, ved jeg ikke, men det er da i hvert fald bemærkelsesværdigt, at der er sket så markant en ændring efter min kostomlægning.

 

Mit vægttab er stort, og derfor har jeg også fået mange kommentarer fra folk omkring mig. Det er klart, at jeg har ændret mig en del. Jeg har mange kolleger, der nysgerrigt spørger ind til Sense, og jeg fortæller ivrigt hver gang. Jeg kan slet ikke lade være, for det har været sådan en øjenåbner for mig at opdage, at jeg kunne tabe mig uden at lide afsavn af nogen art. De erfaringer vil jeg gerne give videre, så andre også kan få glæde af Sense. På grund af det store vægttab har jeg også skiftet det meste af min garderobe ud. Tidligere var jeg i en størrelse 46, 48 eller 50 afhængig af, hvilket tøjmærke det var. I dag passer jeg en helt almindelig størrelse medium, og jeg kan handle i alle de smarte butikker. Jeg kan vælge moderne og tætsiddende tøj og skal ikke som tidligere tænke over, om det nu dækker de rigtige steder. Mine børn og min kæreste er meget stolte af mig – og det er jeg også selv.
 

Tilbage til oversigt