shop 0
img

Fra færdigretter til hjemmelavet mad: Mød Pia, der har tabt sig 22 kilo med Sense

Om Pia
46 år
Arbejder som parkeringsvagt
Bor alene
Startvægt: 82 kilo
Vægt i dag: 60 kilo
Vægttab: 22 kilo
Pia har siden juni 2019 været vægtmæssigt stabiliseret

Færdigretter til alle dagens måltider
Før jeg startede med at leve efter Sense, kunne jeg let spise varm mad både morgen, middag og aften – og det var næsten altid færdigretter. Jeg kunne typisk starte dagen med en gang spaghetti med kødsovs eller en af de der pappizzaer fra supermarkedet. Det har egentlig altid været noget underligt noget. Jeg kunne finde ud af at lave to forskellige retter – det var fadkoteletter og lasagne. Så udover færdigretter fra supermarkedet, var det de to retter, jeg spiste. Det skulle være nemt, og gerne gå hurtigt – helst ind i mikroovnen og så færdig mad på nogle minutter. Jeg er vokset op med en mor, der har lavet mad, så det er ikke derfra jeg har det – jeg tror mere, det har været en manglende interesse for madlavningen. Jeg har ikke gidet bruge tiden på det. Jeg er 154 centimeter høj, og indtil jeg var 24 år, havde jeg ingen problemer med vægten – snarere tværtimod. Min vægt lå ret stabilt på 45 kilo. Jeg havde nok vænnet mig til, at jeg kunne spise, nøjagtig hvad jeg ville, uden at det fik konsekvenser på vægten. Da jeg var 24 år, mødte jeg en kæreste, som jeg flyttede sammen med. Min kæreste lavede mad til os – det var fed mad, og der var meget af det. Resultatet blev, at jeg på et år tog 20 kilo på. Da vi efter nogle år gik fra hinanden igen, havde jeg ondt af mig selv, så jeg begyndte at trøstespise – chips, slik og mad i store mængder. En dag fik jeg ligesom nok. Jeg var træt af at græde under bruseren, og jeg var træt af at spise alt for meget usund mad. Det lykkedes at hive mig selv op ved hårene, og jeg tabte mig ned til 52 kilo ved at følge den såkaldte brik-kur, der foreskriver, at man ikke må spise mere end 50 gram fedt om dagen – og derudover må spise det, man har lyst til. Den kur var let for mig at følge, for jeg kunne stadig spise for eksempel vingummi og lakrids. Jeg var glad for vægttabet, men da jeg på et tidspunkt mødte en ny mand, gik det lige så langsomt galt igen. Vi flyttede sammen, og som med den forrige kæreste blev det til alt for meget god og fed mad. I løbet af et år steg min vægt igen voldsomt, og før jeg fik set mig om, havde jeg taget 28 kilo på, og vægten stod på 80 kilo. Min kæreste var også stor, og vi forsøgte flere gange ved en fælles indsats at tabe os sammen – det var nok for halvhjertet, for det lykkedes aldrig rigtigt. Det var, som om vi smittede hinanden med vores dårlige vaner og hele tiden havde undskyldninger parat – både over for os selv og hinanden. Selv om de gode intentioner var til stede, endte vi hver aften med at bekræfte hinanden i, at vi fortjente at have det godt og hygge os. Og hyggen var for os lig med chips og slik. Hver aften.

Yoyo-vægt og sygdom
Da vi havde levet sammen noget tid, bristede kærligheden, og vi endte med at flytte fra hinanden. Nogenlunde samtidig fik jeg mit nuværende job som P-vagt, og det kom til at ændre noget for mig. Jobbet indebærer, at jeg går mange kilometer hver dag, og jeg så det som en oplagt mulighed for at ændre kurs. Jeg kendte ikke til andet at gribe efter end brik-kuren, som jeg tidligere havde haft succes med. Et eller andet var dog anderledes denne gang. Måske var jeg for utålmodig, fordi jeg syntes, det gik for langsomt. Måske var det min alder, der gjorde en forskel fra første til anden gang? Eller måske var det, fordi jeg var blevet større siden første gang, og derfor havde lidt mere at kæmpe mod. Uanset hvad årsagen var, blev kampen mod kiloene hårdere denne gang. I hvert fald i starten – for pludselig ændrede det sig, og uden jeg kunne forklare det, begyndte kiloene at rasle af mig. Jeg forstod ingenting, for jeg spiste uændret både chokolade og chips i rigelige mængder, og alligevel tabte jeg mig. Da jeg har tabt mig ned til mit udgangspunkt på de 52 kilo, begynder jeg at få en del kommentarer fra folk omkring mig. De undrede sig over mit vægttab og frygtede nok egentlig, at det havde taget overhånd for mig. I starten af mit vægttab havde jeg masser af energi, og jeg mistænkte derfor ikke, at der kunne være noget galt. Efter noget tid ændrede det sig dog, og jeg fik det gradvist dårligere og dårligere, i takt med at kiloene fortsat raslede af mig. Først da jeg ramte 45 kilo, fandt min læge ud af, at jeg havde en stofskiftesygdom, og at denne var årsag til mit voldsomme vægttab. Jeg kom straks i medicinsk behandling, men det tog noget tid at regulere stofskiftet helt på plads. I løbet af den proces nåede jeg desværre at tage meget på igen. Jeg havde jo et mønster med mig, hvor jeg kunne spise hvad som helst og store mængder mad, slik, chips og kage, uden at det fik vægtmæssige konsekvenser. Efter jeg startede med at tage medicin, var den strategi decideret uhensigtsmæssig – det lærte jeg desværre på den hårde måde. Jeg klagede min nød til lægen, der rådede mig til at finde tålmodigheden frem. ”Nu skal vi først have dig rask, så tager vi kampen mod kiloene bagefter,” sagde han. Egentlig en udmærket strategi, men problemet var, at jeg var ked af det – både af min sygdom, og af min overvægt. Da jeg havde levet noget tid med både sygdom, overvægt og et uhensigtsmæssigt spisemønster, valgte jeg at rykke teltpælene op og flytte fra Juelsminde til Århus, hvor jeg havde fået nyt job – stadig som P-vagt. Her fik jeg nye kolleger, og en af dem var en stor fyr, der havde haft held med at tabe 10 kilo relativt hurtigt ved at følge Sense. Han fortalte mig begejstret om konceptet, som jeg i forvejen havde hørt lidt om forskellige steder – uden at sætte mig nærmere ind i, hvad det gik ud på. Min kollega fortalte, at det ikke var en kur, men snarere en livsstil, og at der ikke som sådan var noget, man ikke måtte spise – man skulle blot tænke sig om og sørge for at begrænse mængderne. Hans begejstrede beskrivelse tændte en gnist i mig. Det lød både spændende og overskueligt – og næsten for godt til at være sandt.

Madlavning og indkøb – helt forfra
Jeg besluttede mig for at skride til handling. Derfor satte jeg mig ned og lavede en tretrinsraket for at komme min overvægt til livs. Første trin gik ud på at prøve Sense af. Hvis jeg ikke kunne få det til at virke, ville jeg gå videre til andet trin, der bestod af en eller anden form for vægttabsbootcamp i en otte til ti uger – slankemetoden var underordnet, et eller andet skulle jeg nok finde. Hvis det heller ikke virkede, ville jeg ty til tredje og sidste trin – at spise mig så overvægtig, at jeg kunne blive indstillet til en gastric bypass. Jeg var udmærket klar over, at tredje trin i min raket ikke var ideel, men det fortæller nok meget godt, hvor desperat jeg efterhånden var blevet for at lykkes med et vedvarende vægttab. Jeg kastede mig over første trin i min plan – og heldigvis skulle det vise sig, at jeg ikke fik brug for at rykke videre til hverken trin to eller tre. Jeg var klar over, at jeg havde brug for hjælp, så jeg kontaktede Bodil Cramer, der arbejder som Sense-vejleder i Århus, for at komme med på et vægttabshold – og det viste sig at blive den helt rigtige beslutning. Bodil er en fantastisk kvinde med både humor og hjertevarme. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg var havnet i en rigtig god gruppe. Dog var jeg klar over, at jeg adskilte mig på nogle områder. Jeg var ikke den typiske husmor, og når Bodil sagde: ”Alt kan i princippet senses, det er så let, I kan bruge alt det, I har i køkkenskabene i forvejen”, så grinede jeg lidt for mig selv. Havde hun set mine køkkenskabe, havde hun ikke sagt sådan. De var nemlig absolut tomme. Der var sådan cirka et par dåser flåede tomater, chili, salt, peber, pasta og ris – samt en hel masse færdigretter i fryseren. Det var det. Ingen æg, ingen grøntsager, intet kød og næsten ingen krydderier. Da jeg lærte Bodil lidt bedre at kende, måtte jeg en dag fortælle hende, at jeg var en af dem, der virkelig haltede bagefter, når det kom til madlavning og veludstyrede køkkenskabe. For mig var det virkelig helt forfra, fordi jeg ikke tidligere i mit liv havde været vant til at lave mad. 

Et skridt ad gangen – måltid for måltid
Inden jeg startede op hos Bodil, havde jeg besluttet mig for at gå all in. Jeg var klar over, at den måde, jeg havde spist på indtil da, var uhensigtsmæssig, så jeg var indstillet på, at alt skulle vendes på hovedet. Jeg besluttede mig for at tage forandringen måltid for måltid. Jeg startede med mit morgenmåltid og opdagede i den forbindelse til min store overraskelse, at jeg ret godt kunne lide skyr. Det blev min redning – og den dag i dag spiser jeg skyr til morgenmad med varierende tilbehør. Herefter tog jeg fat på frokosten og fandt en måltidssammensætning, der virkede for mig på arbejde – knækbrød, mager ost, avokado og rød snackpeber. Det har jeg holdt fast i lige siden, og jeg bliver mærkeligt nok ikke træt af det. Jeg glæder mig hver eneste dag til min frokost. Jeg købte Sense-bogen ”Plan B – de hurtige retter” for at få inspiration til nogle lette aftensmåltider. Det gik forbavsende godt, og jeg fik ret hurtigt tre til fire retter ind på rygraden, som jeg kunne skifte imellem. Efter tre måneder hos Bodil havde jeg tabt 10 kilo. Det gav mig blod på tanden til at fortsætte – også selv om vægttabet herfra gik lidt i stå. Jeg holdt stædigt fast, og lige så langsomt røg de næste 10. Folk omkring mig bemærkede, at jeg tabte mig, og jeg fik mange kommentarer omkring det her med at være på kur. Mit svar blev hurtigt: ”Jeg er ikke på kur. I 44 år har jeg ikke vidst, hvordan jeg skulle spise ordentligt. Nu er jeg ved at lære det. Det er den proces, der er i gang lige nu.” I dag har jeg kød, æg og grøntsager i mit køleskab, og min fryser og mine køkkenskabe er også godt fyldt op. Jeg kan indimellem godt få lyst til en god gang pasta med tomatsovs eller stegt flæsk serveret i en burger. Jeg nægter ikke mig selv noget, så når lysten melder sig, spiser jeg det, jeg har lyst til – dog i forholdsvis fornuftige mængder. Det smager godt, og jeg nyder det – også selvom det fede flæsk altid kommer med en regning i form af gevaldig mavepine og koldsved efterfølgende. Det er fed kost for min mave, der efterhånden er blevet vænnet til et noget andet måltidsindhold. Selvom jeg ikke nægter mig selv den mad, jeg har lyst til, så tænker jeg mig langt mere om i dag, end jeg gjorde tidligere. Jeg er på en arbejdsplads med en velfunderet kagekultur. Der bliver købt og medbragt rigtig meget kage til fælles afbenyttelse. Tidligere tog jeg altid for mig at retterne – sådan er det ikke i dag. Det er kun, hvis en af mine kolleger har gjort sig umage med godt og lækkert hjemmebag, at jeg tager et stykke. Wienerbrødet fra bageren har jeg slet ikke lyst til længere, så det er ikke spor svært at sige nej tak. I juni i år ramte jeg mit vægtmæssige mål på 60 kilo. Det var en sejr at nå dertil. Selv om jeg er i mål vægtmæssigt, kommer jeg stadig hos Bodil. Det giver mig et boost at møde op og se hende i øjnene – på en måde forpligter det mig til at holde fast. Jeg har det bedre med mig selv i dag, end jeg nogensinde tidligere har haft, så jeg er ikke i tvivl om, at min nye livsstil er kommet for at blive.

Tilbage til oversigt