Tina: Mit liv med BED

Om Tina
46 år
Single
Arbejder som socialpædagog på et bosted for udviklingshæmmede voksne
Startvægt: 127,2 kilo
Vægt i dag: 115 kilo

 

Tina har fortalt om sit liv med BED i ’Sundhedsmagasinet: Styret af mad’ på DR 1.

 

BED er en forkortelse for Binge Eating Disorder – ’Binge’ betyder ’umådeholden’. På dansk kalder vi sygdommen for tvangsoverspisning. I Europa er tvangsoverspisning først blevet en anerkendt diagnose i 2018 – til trods for, at lidelsen vurderes at være mere udbredt end anoreksi og bulimi tilsammen. I Danmark vurderer man, at 40-50.000 mennesker lider af tvangsoverspisning.

 

Diagnosekriterierne er blandt andet overspisningsepisoder kendetegnet ved:

 

• at du spiser meget hurtigere end normalt

• at du spiser, indtil du føler ubehagelig mæthed

• at du spiser store mængder mad uden at føle fysisk sult

• at du spiser alene, fordi du skammer dig over, hvor meget du spiser

• at du føler væmmelse ved dig selv, depressiv sindsstemning eller meget skyld efterfølgende

 

Mit liv med BED

 

Før jeg blev klar over, at jeg led af BED, havde jeg slet ikke i mine tanker, at jeg fejlede noget. Jeg kunne godt se, at jeg nogle gange spiste uhensigtsmæssigt, men jeg tænkte, at jeg bare skulle tage mig sammen og begynde at spise nogle flere grøntsager. Det lykkedes bare aldrig, og resultatet blev, at jeg placerede hele ansvaret for min overspisning og min overvægt på mine egne skuldre. Alle mine mislykkede vægttabsforsøg blev gradvist en tungere og tungere byrde af skyld, skam og utilstrækkelighed at bære på. At mit spisemønster havde et navn, og tilmed var en diagnose, havde jeg ikke forestillet mig.

 

Tidligere sprang jeg altid morgenmaden over. Dagens første måltid blev spist ved frokosttid – som regel helt almindelig mad. Når jeg nåede frem til aftensmaden, var jeg så sulten, at jeg spiste alt for meget mad. Det var sjældent, at der lå grøntsager på min tallerken. Ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, men fordi jeg syntes, det var alt for besværligt at skrælle, hakke og eventuelt også tilberede dem. Så de fik lov at blive liggende i supermarkedets grøntafdeling. Efter aftensmaden spiste jeg videre – som regel chips. Chips har altid været den snack, jeg ikke har kunnet modstå. Når først posen var åben, stoppede jeg sjældent, før hånden ramte bunden.

 

Jeg købte ofte chips, når jeg var ude at handle – de indgik ligesom som en helt naturlig del af de dagligvarer, jeg puttede i kurven. Typisk kunne jeg for eksempel finde på at købe to poser på tilbud. Mit udgangspunkt, når jeg stod der i supermarkedet, var, at jeg ville spise den ene pose til aften og gemme den anden til en anden dag. Sådan gik det imidlertid sjældent. Ofte blev den første pose nemlig åbnet, så snart jeg kom hjem, og når den var tom, fortsatte jeg med den anden – nærmest som på automatpilot. To tomme poser i skraldespanden betød, at mit lager var tomt – og dermed havde jeg ikke noget at hygge mig med efter aftensmaden. Det var dog for pinligt at gå tilbage i samme supermarked og købe yderligere to poser chips – tænk nu, hvis de ansatte bemærkede det…. Derfor planlagde jeg at gå i et andet supermarked, så jeg der kunne blive tanket op til aftenhyggen.

 

Det mærkværdige er, at jeg som ung studerende selv har siddet ved kassen i Bilka. Derfra ved jeg, at man hverken husker den enkelte handlende eller de varer, man bipper igennem. Jeg kunne derfor godt rationalisere mig frem til, at ingen ville bemærke, at jeg købte yderligere et par poser chips den dag. Alligevel var følelsen af skam så overvældende, at jeg lagde alverdens strategier for, hvor, hvordan og hvor meget jeg skulle købe. Al min tankevirksomhed har været centreret omkring skyld, skam og strategier. En ond cirkel, som jeg, dengang jeg sad fast i den, havde svært ved at gennemskue omfanget af.

 

Et liv med slankekure

 

Jeg kan huske, at jeg helt tilbage, fra jeg var 13-14 år, mere eller mindre har været på én lang slankekur. Der er ikke den kur, jeg ikke har fulgt, eller den vægttabsmetode, jeg ikke har prøvet. Der har været et helt klart mønster med et skridt frem og to tilbage. Jeg kunne tabe mig 10 kilo, for derefter at tage 20 på. Det var en frustrerende kamp mod kiloene og maden, som jeg på ingen måde følte, at jeg kunne vinde. Jeg tror, at jeg mere eller mindre havde mistet troen på, at det nogensinde kunne lykkes for mig at blive overvægten kvit.

 

Min overspisning eskalerede gradvist over fem til seks år, hvor mængden af mad blev større, samtidig med at tvangsoverspisningen tog fart. Jeg havde altid mange undskyldninger linet op over for mig selv. De kunne lyde i retning af: ”Jeg må godt spise en masse lige nu, for jeg sprang jo morgenmaden over” eller ”I dag har jeg fri, så nu skal jeg rigtig hygge mig” eller ”Det har været en møg-dag, så jeg fortjener noget godt”.  Jeg brugte maden og chipsene som en form for selvmedicinering, og jeg har i høj grad spist på mine følelser.

 

Som tiden gik, fik jeg flere og flere hyggedage, og jeg fik det dårligere og dårligere med mig selv. Jeg begyndte at trække mig fra sociale sammenkomster, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde noget tøj at tage på, og fordi lysten slet ikke var der. Samtidig kunne jeg se på vægten, at det gik den forkerte vej, og det gjorde ikke ligefrem noget godt for selvværdet. Jeg havde en sætning, der kunne køre på repeat dagen igennem, nærmest uden jeg tænkte over det. Den lød: ”Du kan ingenting, for du er fed, dum og grim”. Det er forfærdeligt, at man kan finde på at tale sådan til sig selv – nærmest uden at tænke over det.  

 

Jeg begyndte at blive opmærksom på, hvor meget tid jeg brugte på at planlægge mine indkøbsture – og ikke mindst, hvor helt umuligt det var for mig at afvige fra mine indkøbsstrategier. Det skræmte mig, for jeg kunne selv se, at det ikke var hensigtsmæssigt – jeg anede blot ikke, hvad jeg skulle gøre. Derfor gik jeg til min læge. Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville have lavet en gastric bypass – jeg anede ikke, hvilket halmstrå jeg ellers skulle gribe efter. Min læge tjekkede mig grundigt igennem, og heldigvis fejlede jeg ingenting. Derfor sendte hun mig videre til Sundhedshuset på Vesterbro i København. Her skulle jeg udfylde et større spørgeskema om mine vaner – kost, motion, rygning, alkohol, livskvalitet osv. Efterfølgende kom jeg til en samtale med en ernæringsuddannet kvinde. Hun spurgte mig, om jeg havde overvejet, om jeg led af en spiseforstyrrelse. Jeg grinede – for nej, anoreksi og bulimi led jeg bestemt ikke af, det kunne hun vel se. Jeg kendte ikke til andre spiseforstyrrelser end de to. Hun kiggede på mig og sagde ’Jeg tror, du lider af tvangsoverspisning’. Herefter hentede hun nogle brochurer, som jeg fik med hjem.

 

Behandling på Psykoterapeutisk Center Stolpegård

 

Jeg gik hjem, læste brochurerne og læste herefter videre på nettet – alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Det var en øjenåbner og et chok, for jeg kunne nikke genkendende til det hele. Jeg bestilte derfor en ny tid hos min læge og præsenterede hende for diagnosen. Hun sendte en henvisning afsted til behandlingstilbuddet Psykoterapeutisk Center Stolpegård, hvor de kørte et projekt for mennesker med BED finansieret af satspuljemidler. Efter et screeningsforløb blev jeg vurderet behandlingsegnet.

 

Vurderingen føltes lidt som en dom, og den gjorde mig på én gang lettet og ked af det. Jeg var lettet over, at jeg fik tilbudt hjælp. Men samtidig var jeg også ked af, at jeg havde fået en diagnose og led af en form for psykisk sygdom. Jeg havde ikke lyst til at være syg, og jeg så ikke mig selv som syg. Selvfølgelig var jeg også nervøs for, om behandlingen ville virke på mig – for hvad nu, hvis den ikke gjorde? Så følte jeg, at jeg var helt lost. Der var et halvt års ventetid på behandlingen, og egentlig tror jeg, at det var meget fint for mig. På den måde nåede jeg at blive mentalt klar og indstille mig på at få det maksimale ud af tilbuddet.

 

Behandlingen var sammensat af gruppeterapi, samtaler med en klinisk diætist og tilbud om familieterapi – sidstnævnte var frivilligt. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville synes, at der gik for meget rundkreds i den, men mine bekymringer blev hurtigt gjort til skamme. I stedet for opdagede jeg hvor stor værdi, der er i at sidde sammen med ligesindede. Pludselig var der nogen, jeg kunne spejle mig i – hvor er det dejligt at opdage, at man ikke er den eneste i verden, der kæmper.

 

Fra starten blev vi opfordret til at skrive dagbog, hvor vi på den ene side i kladdehæftet skrev, hvad vi havde fået at spise, og på den anden side noterede, hvad der skete følelsesmæssigt. Det gav et fint indblik i, hvordan følelser og spisning kan spille sammen. Vi lærte om mekanisk spisning, hvor vi skulle spise tre hovedmåltider og to til tre mellemmåltider hver dag. Der skulle være tre til fire timer mellem hovedmåltiderne, og mindst en time fra hovedmåltid til mellemmåltid. Tallerkenen skulle sammensættes af grøntsager, protein, stivelse og fedt. Vi lærte, at vi ikke skulle være fedtforskrækkede, men tværtimod skulle sørge for at fylde kroppens depoter op.

 

Det hele handlede om at ændre adfærd, og selvom jeg før behandlingen nærmest havde troet, at det var umuligt for mig at ændre på mine vaner og min adfærd omkring spisningen, så gik der faktisk ikke mere end tre til fire uger, før jeg stoppede mine tvangsoverspisninger. Undervejs i behandlingen arbejdede vi med at kende forskel på overspisningshandlingerne. Vi delte dem op i en subjektiv og en objektiv del. Den subjektive del handlede om vores egen opfattelse af, hvor meget vi følte, vi havde spist. Den objektive del handlede om, hvor meget andre ville tænke, vi havde spist. Det rykkede en del for mig at blive opmærksom på, at overspisningen nogle gange mere var en følelse af at have proppet sig, end en reel tvangsoverspisning.

 

I løbet af behandlingen blev jeg også opmærksom på, hvor grimt jeg i alle årene havde talt til mig selv. Og det lykkedes mig at sige fra over for min egen indre ”Du kan ingenting, for du er fed, grim og dum”-remse. Det var som om, at da jeg først blev opmærksom på remsen og dens grimme budskab, så mistede ordene deres magt. Det var en sejr for mig at tage styringen i mit eget liv og blive opmærksom på, hvor umenneskeligt høje krav jeg stillede til mig selv – især i forhold til mit arbejde. 

 

Sense som mekanisk spisemodel

 

Jeg afsluttede mit forløb på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i december 2016. Fra starten af behandlingen var målet, at vi skulle holde os vægtstabile. Og vægtstabil lå inden for en margin af plus-minus syv kilo – alene det er jo med til at fjerne noget af al den skyld og skam, der tidligere har været forbundet med at gå på vægten. Pludselig var det ingen katastrofe at veje et par kilo mere – det var stadig inden for det vægtstabile område.  

 

Efter behandlingen fik vi at vide, at vi ikke måtte tænke i vægttab, før vi følte os helt klar. Et vægttab kunne nemlig trigge tvangsoverspisningen. I sommeren 2018, halvandet års tid efter jeg havde afsluttet forløbet på Stolpegården, var jeg på danseferie. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde tabt mig under det vægtstabile område, og det gav mig blod på tanden til at gå i gang med et egentligt vægttab. Jeg havde hørt om Sense fra en kollega, og jeg tænkte, at det lød som noget for mig. Jeg meldte mig ind i den lukkede Facebookgruppe og satte mig ind i håndfuldene og spisekassemodellen. Det mindede ret meget om det, jeg havde lært på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, så det føltes helt rigtigt.

 

Jeg kan huske, at jeg satte som et af mine mål under mit behandlingsforløb, at jeg ønskede, at grøntsager ville blive en naturlig del af min kost. I dag er jeg der, hvor det er blevet helt naturligt for mig at spise grøntsager – og også protein, for den sags skyld. Det er som om, jeg har fået ændret hele mit mindset. Jeg har fra starten af taget det roligt, jeg ønsker ikke at forcere noget, og jeg er hele tiden opmærksom på ikke at trigge min tvangsoverspisning. For eksempel startede jeg ud med at ændre et måltid ad gangen. På den måde har jeg lige så langsomt fået integreret Sense i mit liv. Det har virket for mig. I dag har jeg det sådan, at jeg nyder at spise. Jeg har opnået en madfrihed, som jeg har ledt efter hele mit liv. Jeg sætter mig hele tiden små delmål på blot et par kilos vægttab ad gangen. Belønningen, når jeg når mine mål, er en tur til frisøren eller noget andet, som jeg nyder. Lige nu er et af mine større delmål at ramme en tocifret vægt inden sommeren 2019, hvor jeg skal på danseferie igen. Det skal nok lykkes.

Andre før- og efterhistorier

Audrey Castañeda, har tabt tre par bukser - bogstavelig talt

Audrey Castañeda, har tabt tre par bukser - bogstavelig talt

Sense er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Læs mere
Birgitte, har tabt sig 33 kilo med Sense

Birgitte, har tabt sig 33 kilo med Sense

Sense har på alle måder betydet, at jeg har fået det meget bedre med mig selv. Jeg er glad og fuld af energi, når jeg kommer hjem fra arbejde. Sådan var det ikke tidligere.
Læs mere
Britta, har tabt sig 46 kilo med Sense

Britta, har tabt sig 46 kilo med Sense

Tidligere anså jeg mig selv for at være sådan én, der ikke kan tabe mig. Nu ved jeg, at det kan jeg. Jeg ved også, at jeg er sådan én, der har power og holder fast i de mål, jeg sætter mig. Og jeg ved, at jeg vil være sådan én, der kan løbe 10 kilometer - og det mål skal jeg også nok nå.
Læs mere
Charlotte og Dan, har til sammen tabt sig 43 kilo

Charlotte og Dan, har til sammen tabt sig 43 kilo

Vi har været sammen om vores livsstilsændring hele vejen, og der er ingen tvivl om, at det er en stor styrke for os.
Læs mere
Christa og Camilla, har til sammen tabt sig 53 kilo med Sense

Christa og Camilla, har til sammen tabt sig 53 kilo med Sense

Vi har støttet hinanden undervejs, og vi har kunnet dele det hele, både glæder og frustrationer. Det har været helt uvurderligt, at vi har kunnet tage rejsen sammen.
Læs mere
Conni, har tabt sig 59 kilo - de 46 af dem med Sense

Conni, har tabt sig 59 kilo - de 46 af dem med Sense

Sense har i den grad ændret mit liv. Jeg føler, jeg er blevet en helt ny person. Nogle gange kan jeg blive helt overrasket selv. Jeg føler, at folk ser mig og taler til mig på en helt anden måde end tidligere. Jeg ved, at det er fordi, jeg ser mig selv helt anderledes i dag.
Læs mere
Elli, har tabt sig 34 kilo med Sense

Elli, har tabt sig 34 kilo med Sense

Det virker rigtig godt for mig at gå på et hold. Vi kan inspirere hinanden, og der er altid tid til en god snak og et par gode råd, hvis man har brug for det.
Læs mere
Fra kørestol til kvindeløb - Kitter, har tabt sig 13 kilo med Sense

Fra kørestol til kvindeløb - Kitter, har tabt sig 13 kilo med Sense

Strukturen i Sense er god for mig og har også påvirket mange andre dele af mit liv. Jeg når meget mere, end jeg gjorde tidligere.
Læs mere
Frank, har tabt sig 49 kilo med Sense

Frank, har tabt sig 49 kilo med Sense

I dag er jeg den far, jeg gerne vil være.
Læs mere
Gitte og Anders, har tabt sig 31 kilo tilsammen

Gitte og Anders, har tabt sig 31 kilo tilsammen

Sense har ændret vores liv til det bedre. Det har betydet meget for os, at vi har kunnet klare vægttabsrejsen og vores livsstilsændringer sammen.
Læs mere
Grethe, har tabt sig 26 kilo med Sense

Grethe, har tabt sig 26 kilo med Sense

Helt kort sagt har Sense gjort det, at jeg er gået fra at være en tyk, vraltende kone til at være en slank, flot kvinde med masser af energi.
Læs mere
Karina, har tabt sig 9 kilo med Sense

Karina, har tabt sig 9 kilo med Sense

Efter den første uge havde jeg tabt 2,8 kilo, og så var jeg for alvor topmotiveret. Det er ikke længere et nederlag at købe tøj, for jeg føler mig så godt tilpas, uanset hvad jeg kravler i.
Læs mere
Lene: Sense & Psyke forandrede mit liv

Lene: Sense & Psyke forandrede mit liv

For mig har Sense & Psyke været startskuddet til en helt ny måde at se mig selv. Præstationspresset er lettet betragteligt, og jeg har fået en ny ærlighed og åbenhed i mit liv – både over for mig selv og mine omgivelser.
Læs mere
Line, har tabt sig 46 kilo - de 31 af dem med Sense

Line, har tabt sig 46 kilo - de 31 af dem med Sense

Jeg er i dag smerte- og medicinfri. Jeg har ikke haft hovedpine, siden jeg startede på Sense. Og bedst af alt - jeg er gravid med min ønskebaby, som jeg havde fået at vide, at jeg nok ikke kunne få på grund af min overvægt.
Læs mere
Lise, har tabt sig 35 kilo med Sense

Lise, har tabt sig 35 kilo med Sense

Jeg har fået mere energi og overskud, og jeg bliver ikke så hurtigt sur og træt. Min tålmodighed er også blevet større, og det nyder især mine børn godt af.
Læs mere
Louise, har tabt sig 43 kilo med Sense

Louise, har tabt sig 43 kilo med Sense

Sense er så dejligt ligetil med helt almindelig mad og mange nemme løsninger. Jeg kan spise alle de retter, jeg hidtil har gjort, så længe jeg bare justerer på dem og tænkte dem ind i Senses tallerkenmodel.
Læs mere
Lykke, har tabt sig 50,7 kilo med Sense

Lykke, har tabt sig 50,7 kilo med Sense

Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville tabe mig 10-20 kilo. I dag står jeg her mere end 50 kilo lettere og må knibe mig selv i armen over, at det virkelig er sandt.
Læs mere
Lykke, om livet som vægtstabil senser - med flad mave

Lykke, om livet som vægtstabil senser - med flad mave

Det vildeste i hele forløbet var, da jeg kom til mig selv efter operationen, og kirurgen kom for at tilse mig. Han fjernede det støttebælte, jeg havde på maven, og pludselig kunne jeg se mig selv – det var et chok, på den gode måde, for der lå jeg med en helt flad mave. Det var mange år siden, jeg havde set mig selv sådan.
Læs mere
Malene, har tabt sig 45 kilo med Sense

Malene, har tabt sig 45 kilo med Sense

"Det er det bedste af det hele – at jeg i dag er rask og helt ude af min diabetes-medicin. Det havde jeg aldrig troet var muligt."
Læs mere
Mette og John, har til sammen tabt sig 81 kilo med Sense

Mette og John, har til sammen tabt sig 81 kilo med Sense

Vi stod sammen og tog en fælles beslutning om at ændre vores liv. Det er det bedste, vi nogensinde har gjort.
Læs mere
Michelle, har tabt sig 9 kilo med Sense

Michelle, har tabt sig 9 kilo med Sense

Jeg har masser af energi til hele dagen nu, og det er helt sikkert fordi, min krop får alle de næringsstoffer, den har brug for.
Læs mere
Pia, har tabt sig 30 kilo med Sense

Pia, har tabt sig 30 kilo med Sense

Det er så befriende, at der ikke er restriktioner og regler i Sense.
Læs mere
Pia: Madlavning og indkøb helt forfra

Pia: Madlavning og indkøb helt forfra

Læs mere
Rikke, har tabt sig 31 kilo med Sense

Rikke, har tabt sig 31 kilo med Sense

Jeg har tabt mig 31 kilo, og det kan selvfølgelig mærkes. Udover at vi er blevet meget mere fysisk aktive, så betyder overskuddet også, at vi er blevet en meget gladere familie. Vi pjatter og griner mere, fordi der simpelthen bare er mere overskud at tage af.
Læs mere
Søren, har tabt sig 17 kilo med Sense

Søren, har tabt sig 17 kilo med Sense

Jeg har en ældgammel drøm om at løbe et maraton – pludselig er den drøm inden for rækkevidde, og det er da fantastisk.
Læs mere
Tina, har tabt sig 27,7 kilo med Sense

Tina, har tabt sig 27,7 kilo med Sense

For mig har det været helt essentielt, at jeg har gået hos en Sense-konsulent. Jeg kunne ikke have gjort det her uden Lotte ved min side.
Læs mere
Ulla, har tabt sig 39 kilo med Sense

Ulla, har tabt sig 39 kilo med Sense

Jeg har altid følt, at der har været en lille slank kvinde inde bag alt fedtet, og nu er hun endelig kommet frem.
Læs mere
Vivi, har tabt sig 52 kilo med Sense

Vivi, har tabt sig 52 kilo med Sense

Jeg tog forandringerne bid for bid, måltid for måltid. Jeg startede med at ændre mit morgenmåltid. Efter en uges tid føjede jeg aftensmaden til, og til sidst blev også min frokost ændret.
Læs mere