shop 0

Stegt flæsk med persillesovs

Kåret som Danmarks nationalret i 2014. Her med masser af grøntsager til!

Tilberedningstid: cirka 50 minutter
Mængde: 4 personer
Bemærk: Kartofler og grøntsager koges/dampes med en lille smule vand. Brug låg, som slutter helt tæt og skru ned for varmen, så snart det begynder at koge. På den måde sparer du energi, når du laver mad. Men det kræver mere opmærksomhed, ellers kan det brænde på.

Det skal du bruge
450 g kartofler
3 porrer
1 lille blomkål
300 g grønne bønner, fra frost
2 dl ærter, fra frost
50 g smør
650 g flæsk
3-4 spsk. hvedemel
4-5 dl mælk
Salt og peber
1-2 håndfulde persille

Sådan gør du
Skræl kartoflerne og kom dem i en gryde. Rens porrerne og læg dem ovenpå kartoflerne. Del blomkålen i fem til seks store stykker og læg dem ved kartofler og porrer. Hæld to deciliter vand ved og læg et låg på, der slutter tæt. Bring vandet i kog på den højeste indstilling. Når det damper kraftigt, skruer du ned på den laveste indstilling og koger i cirka 15 minutter. Sluk for varmen og lad gryden stå.
Kom bønner og ærter i en lille gryde og hæld en deciliter vand ved og læg et låg på, der slutter tæt. Bring vandet i kog på den højeste indstilling. Når det damper kraftigt, skruer du ned på den laveste indstilling og koger i cirka 6-8 minutter. Sluk for varmen og lad gryden stå.
Krydr flæsket med salt. Smelt 10 gram smør på en pande og brun flæsket ved høj varme. Vend dem jævnligt til de er godt brunede og skru så ned for varmen. Lad dem stege færdig mens du laver sovsen. Læg flæsket på fedtsugende papir, før du serverer det.
Smelt 40 gram smør og kom mel ved. Bland det godt og lad det brænde af i et par minutter, så melsmagen forsvinder. Hæld lidt mælk ved lidt ad gangen og pisk godt til en jævn konsistens. Kom kogevandet fra både kartofler og bønner i sovsen. Smag til med salt og peber. Hak persillen og vend den i sovsen. Kog den godt igennem.
Servér grøntsager og kartofler med en god portion sovs og et par skiver flæsk.

Fordeling i Sense-spisekassen 
Håndfuld 1 (+2): Porre, blomkål, grønne bønner, ærter
Håndfuld 3: Flæsk (en lille håndfuld, fordi det er fedtrigt kød)
Håndfuld 4: Kartoffel, mel
Fedt: Smør
Mælkeprodukt: Mælk
Smagsgivere: Salt, peber, persille
Her er håndfuld 3 ikke så stor, fordi stegt flæsk indeholder mange kalorier i forhold til magert kød. Derfor er der skruet lidt op for grøntsagerne!

TIP
1) Du kan tilberede flæsk i ovnen. Salt flæsket og læg skiverne på bagepapir på en rist og bradepande i ovnen og steg flæskeskiverne i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 30-45 minutter. Vend dem et par gange undervejs.
2) Kom lidt citronsaft i persillesovsen.

Energifordeling
655 kcal
Fedt 39 g
Protein 29 g
Kulhydrat 43 g
Kostfibre 10 g
 

PRINT TILBAGE

ANDRE GODE SENSE OPSKRIFTER