shop 0

Hønsesalat med mango

En dejlig mættende og kaloriefattig frokostret. Retten gør sig også godt som del af et påskebord.

Tilberedningstid, inkl. ovntid: Cirka 25 minutter
Mængde: 2 personer
Bemærk: På et frokostbord med flere retter, vil der være nok til 6-8 personer.

Det skal du bruge
300 g kyllingeinderfilet
1 tsk. olivenolie
Salt og peber
300 g spidskål
150 g mango
2 forårsløg
1 grøn peberfrugt
Saften fra 1 limefrugt
1 tsk. sukker
1 dl yoghurt naturel 1,5 %

Sådan gør du
Sæt ovnen på 180 grader varmluft.
Pensl kyllingefileterne med olie, krydr med salt og peber og læg dem på bagepapir. Steg dem 12-14 minutter midt i ovnen til de er gennemstegte (du kan også stege dem på en pande).
Snit kål, mango, forårsløg og grøn peber i fine strimler og bland. Fordel de snittede grøntsager og mangoen på et fad. Skær de stegte kyllingefileter i tern og fordel ternene over salaten.
Bland limesaft, sukker og yoghurt til en cremet dressing. Smag til med salt. Fordel dressingen over salaten og pynt eventuelt med frisk timian og spiselige blomster.

Det bør der ligge på din tallerken
Tre til fire håndfulde hønsesalat og eventuelt en lille skive rugbrød med lidt smør på.

Sådan fordeler du efter Sense-spisekassemodellen
Håndfuld 1 (+2): Spidskål, forårsløg, peberfrugt
Håndfuld 3: Kylling
Håndfuld 4: Mango, evt. rugbrød
Fedt: olivenolie, evt. smør
Mælkeprodukt: yoghurt
Smagsgivere: Salt, peber, limesaft, sukker

Energifordeling per person
Inkl. lille skive brød på 40 gram og en teskefuld smør
445 kcal
Protein 24 g
Kulhydrat 47 g
Fedt 15 g
Kostfibre 11 g

PRINT TILBAGE