shop 0

Stegt spidskålsrulle med oksekød og ost

En super god måde at få kål ind i din dagskost på.

Tilberedningstid: cirka 25 minutter
Mængde: 1 person

Det skal du bruge
 

SPIDSKÅLSRULLE
120 g oksekød maks. 7 %
1 æg
1/2 tsk. salt
1 knivspids peber
Evt. 1 presset fed hvidløg
40 g mozzarella
2 store spidskålsblade
10 g smør

SALAT
120 g tomat i skiver
1/2 lille rødløg i halve løgringe
100 g kogt pasta, gerne fuldkorn
2 spsk. balsamicoedikke
Evt. basilikumblade til pynt

Sådan gør du
Bland oksekød, æg, salt, peber og evtentuelt presset hvidløg i 2 minutter til farsen er rørt sej.
Kom farsen i et spidskålsblad og fordel det med en gaffel ud mod stokken og spidsen af bladet. 
Læg mozzarella på farsen og svøb spidskålsbladet stramt omkring farsen. Læg nu rullen ned i et ekstra lag spidskål og rul det igen stramt og luk spidskålsrullen med 5-7 tandstikkere eller kødnåle.
Steg spidskålsrullen ved mellemvarme i smør cirka 4-5 minutter på hver af de fire sider. 
Vend kun rullen de fire gange. Det gælder om at have tålmodighed og lade rullen få en god stegeflade på alle sider (men den skal ikke være brændt). 
Bland tomat, rødløg, pasta og balsamicoedikke.
Fjern tandstikkerne og anret spidskålsrullen med pastasalaten. Pynt eventuelt med basilikumblade eller andre friske krydderier.

Sådan fordeler du efter Sense-spisekassemodellen
Håndfuld 1+(2): Spidskål, tomat, rødløg
Håndfuld 3: Oksekød, æg
Håndfuld 4: Pasta
Fedt: Mozzarella, smør
Smagsgivere: Salt, peber, balsamociedikke, evt. hvidløg, evt. basilikumblade

TIP
Du kan også brune spidskålsrullen i et par minutter på alle fire sider og bage den færdig i ovnen i cirka 15 minutter ved 200 grader.
 
Energifordeling per person
660 kcal
Fedt 30 g
Protein 50 g
Kulhydrat 42 g
Kostfibre 4 g

Se en video af hvordan du laver spidskålsrullen HER
 

PRINT TILBAGE

ANDRE GODE SENSE OPSKRIFTER