shop 0

Fyldt kyllingebryst med parmaskinke

Kyllingebrystet er også god som pålæg på et stykke rugbrød.

Tilberedningstid: 40 minutter
Mængde: 2 personer

Det skal du bruge

Fyld til kyllingebrystfileter
2 forårsløg
1/3 rød chili
En stilk frisk rosmarin, eller 1 tsk. tørret rosmarin
100 g flødeost naturel
Salt og peber
2 skiver knækbrød

Kylling
2 kyllingebrystfileter
4 skiver parmaskinke
1 tsk. olivenolie
1 tsk. smør

Tilbehør
150 g blandet salat
20 små cherrytomater
4 spsk. fraiche 5-6 %
Ærteskud (kan undlades)
Peber

Sådan gør du
Snit forårsløg og chili helt fint. Pluk rosmarinbladene fra stilken og hak dem fint. Bland flødeost, forårsløg, chili, rosmarin, salt og peber. Blend knækbrødet til mel. Bland knækbrød og flødeostblandingen til en ensartet ret fast masse. Del i to portioner.
Flæk forsigtigt kyllingebrysterne fra den ene side og næsten igennem til den anden, så de kan åbnes - uden at skære hul på siderne. Form ostefyldet så det passer i formen til et kyllingebryst. Læg nu ostefyldet på den ene halvdel af kyllingekødet og saml kyllingebrystet igen. Pres det let sammen med hænderne - så ostefyldet ligger fast inde i kyllingebrystet.
Læg to stykker parmaskinke side om side og svøb et fyldt kyllingebryst i parmaskinken. Det må gerne svøbes lidt stramt. Gentag for det andet kyllingebryst.
Brun på alle sider i olivenolie/smør på en pande i cirka seks til otte minutter i alt. Start med den side, hvor enderne af parmaskinken er samlet.
Ovnsteg kødet i et ovnfast fad ved 180 grader i 20-25 minutter.
Skær i pæne skiver og anret med salat, tomater, fraiche og ærteskud. Slut af med friskkværnet peber.

Det bør der ligge på din tallerken
En til halvanden håndfuld fyldt kyllingebryst. En håndfuld salat. En halv til en hel håndfuld cherrytomater. To spiseskefulde fraiche.

Sådan fordeler du efter Sense-tallerkenmodellen
Håndfuld 1 (+2): Forårsløg, salat, tomat
Håndfuld 3: Kylling, parmaskinke
Håndfuld 4: Knækbrød
Fedt: Flødeost, olivenolie, smør
Mælkedressing: Fraiche
Smagsgivere: Salt, peber, chili, rosmarin, ærteskud

TIP
1) Lav et til to fyldte kyllingebryster ekstra, som du kan skære i skiver og bruge som pålæg i madpakken.
2) Smager godt på et stykke brød.

Energifordeling per person
575 kcal
Protein 52 g
Kulhydrat 22 g
Fedt 29 g
Kostfibre 6 g

PRINT TILBAGE

ANDRE GODE SENSE OPSKRIFTER