shop 0

Asiatisk lynstegt oksekød med ris og spicy blomkål med ærteskud

Let og lækker hverdagsmad med krydrede og spicy grøntsager, der giver masser af smag til oksekødet.

Opskriften er lånt fra SenseKassen fra Aarstiderne.
Tilberedningstid: Ca. 25 minutter
Mængde: 2 personer

Det skal du bruge
100 g ris
½ blomkål
170 g gulerødder
1 løg
½-1 squasha
300 g okseschnitzel
2 tsk. thai-krydderi, efter smag og behag
3 spsk. olivenolie
Salt og peber

Tilbehør
Blomkål, i tynde skiver
50 g gulerødder
2 tsk. thai-krydderi, efter smag og behag
1 spsk. eddike
1-2 spsk. olivenolie
30 g ærteskud
Salt

Sådan gør du
Start med at koge ris efter anvisning på pakken. Skyl skær halvdelen af blomkål i helt tynde skiver, resten i buketter. Skær gulerod i tynde spåner eller revet groft, skær løg i tynde både og squash i strimler.
Vend de tynde, rå blomkålsskiver og lidt gulerod med et nip thai-krydderi, ½-1 spsk. eddike og 1-2 spsk. olivenolie. Krydr med salt, og anret på et fad eller en tallerken. Top med ærteskud.
Herefter opvarmes en pande, tilsæt 2 spsk. olivenolie, og steg løget, squashen og resten af gulerødderne samt blomkålsbuketterne i 3-4 minutter, til det hele er let mørt. Skub grøntsagerne til side på panden, og steg de kogte ris, til de er let gyldne. Smag til med salt, peber og evt. et par dråber eddike. Bland grøntsager og ris på panden, og tag af panden. Tør panden af.
Skær okseschnitzlen i tynde strimler, og krydr med salt. Varm panden op igen, tilsæt 1 spsk. olivenolie, og lynsteg kødet ved meget høj varme 1½-2 minutter. Drys med lidt thai-krydderi efter smag og behag.
Fordel herefter de stegte ris og grøntsager i en dyb tallerken, og top med lynstegt oksekød. Serveres med spicy blomkål og ærteskud til.

Det bør der ligge på din tallerken
En håndfuld okseschnitzel, 1 håndfuld ris. En håndfuld lynstegt grøntsager og 1 håndfuld spicy blomkål.

Sådan fordeler du efter Sense-tallerkenmodellen
Håndfuld 1 (+2): Blomkål, gulerødder, løg, squash
Håndfuld 3: Okseschnitzel
Håndfuld 4: Ris
Fedt: Olivenolie
Smagsgivere: Thai-krydderi, ærteskud, salt, peber, eddike

TIP
1) Drys gerne en skefuld ristede sesamfrø eller andet knas på toppen, det er der plads til.
2) Hvis du ikke har thai-krydderi i skuffen, kan du i stedet krydre med karry, spidskommen, koriander, fennikel, ingefær, hvidløg og chili efter smag og behag.

Energifordeling per person
705 kcal
Protein 43 g
Kulhydrat 56 g
Fedt 31 g
Kostfibre 10 g

PRINT TILBAGE