Hvad er Sense?

I Sense slipper du for trættende kalorietælling og vejning af din mad. I stedet får du nogle enkle og overskuelige principper, der hjælper dig til at sammensætte din kost på en måde, der sikrer dig en optimal mæthed og et stabilt blodsukker gennem hele dagen.

 

Sense er ikke en kur, men derimod en livsstil, der passer til alle mennesker, uanset størrelse, alder og vægt. Sense er egnet til varige vægttab, men egner sig også godt til vægtvedligeholdelse.

 

Du skal betragte Sense som en værktøjskasse, der hjælper dig til at få struktur på dine måltider. Det vigtigste værktøj i værktøjskassen er Sense-spisekassemodellen, der giver dig en skabelon for dine måltider. Sense-spisekassemodellen består af tre spisekasser, der igen består af en særlig måde at sammensætte kosten på ud fra 3-4 håndfulde mad og 1-3 spiseskefulde fedtstof.

 

Alt det kan du læse mere om i det følgende, hvor du får en kort introduktion til Sense.

 

Se også guidevideo 1 - 4 her.

 

 

 
Spisekasser

 

I Sense kalder vi vores måltider for spisekasser. Du har tre spisekasser til rådighed om dagen. Spisekasserne hjælper dig med at holde styr på dine måltider og har samtidig en mental funktion. Hvis du nyder et stykke kage, en is eller noget andet lækkert - og jo, det må du godt i Sense - så lukker du efterfølgende spisekassen og spiser fornuftigt igen, når du når til næste måltid - eller næste spisekasse. Når vi skriver ’spiser fornuftigt’, så betyder det, at du sammensætter din kost med den rette fordeling mellem grøntsager, protein, stivelse/frugt og fedtstoffer.

 

 

Håndfulde og spiseskefulde

 

Fordi vi i Sense måler maden af med hænderne, har vi valgt at inddele de forskellige fødevareemner i håndfulde. Følgende fordeling gælder pr. måltid - eller spisekasse:

 

 

 

Håndfuld 1-2: Grøntsager (du kan nøjes med en håndfuld, men du må meget gerne spise to - derfor står der ’Håndfuld 1-2’). Grøntsager er alt fra de lette grøntsager som salat og agurk til de mere grove grøntsager som kål og rodfrugter.
Håndfuld 3: Protein. Protein er kød, fjerkræ, fisk, skaldyr, æg, mager ost og bælgfrugter.
Håndfuld 4: Stivelse og/ eller frugt. Stivelse er alle former for brød, morgenmadsprodukter, pasta, ris, kartofler, bulgur, couscous osv. Frugt dækker over alle former for frugt, også tørret frugt, og bær.
 
Fedtstof: Foruden dine 3-4 håndfulde skal du til hvert måltid spise fedtstof. Fedtstof måler vi ikke af med hænderne, men derimod med en spiseske.
Du skal spise 1-3 spiseskefulde fedtstoffer pr. måltid. Fedtstoffer dækker for eksempel over olier, smør, fløde, margarine, remoulade og mayonnaise - men også nødder, kerner, frø, pesto, oliven, fed ost, mørk chokolade, avokado mm.
Valgfrie elementer: De 3-4 håndfulde mad samt de 1-3 spiseskefulde fedtstof udgør dit måltid. Dertil har vi et par valgfrie elementer, som du kan vælge at føje til dit måltid, hvis du har lyst.

Det første valgfrie element er mælkedressing, som du må spise op til to spiseskefulde af pr. måltid. Det kan for eksempel være en fraiche, som du rører op med lidt sennep eller ketchup. Fedtprocenten på det mælkeprodukt, du bruger, skal være 9 eller derunder.
Det andet valgfrie element er mælkeprodukter, som du må drikke/spise op til tre deciliter af om dagen. Mælkeprodukter dækker for eksempel over A38, yoghurt, skyr og Ylette - og naturligvis også helt almindelig mælk. Du bestemmer selv, hvordan du vil fordele dine decilitre hen over dagen. Drikker du for eksempel mælk i kaffen - ja, så tæller det med i dit mælkeregnskab.
 

Denne måde at sammensætte kosten på kalder vi for Sense-spisekassemodellen.

Den eneste regel i Sense lyder på, at du ved to ud af dagens tre måltider skal sammensatte din kost ud fra de principper, der udgør Sense-spisekassemodellen - altså spise kombinationen af grøntsager, protein, stivelse/frugt og fedtstoffer.

 

De første 14 dage med Sense anbefaler jeg, at du følger principperne slavisk og holder dig til tre måltider om dagen. På den måde lærer du principperne at kende. Når de første 14 dage er gået, kan du begynde at gøre Sense til dit eget. Du kan for eksempel indføre et mellemmåltid, hvis du har behov for det. Det er helt i orden. Så længe du ikke spiser mere, end hvad der samlet set kan være i de tre spisekasser, du har til rådighed om dagen, kan du balancere dine måltider, som det passer dig bedst.

 

 

Held og lykke med din nye livsstil - i dag og for resten af livet!


 

Mere Sense...

Ovenstående var en kort introduktion til Sense

- men der er meget mere viden at hente.

 

Hvis du vil vide mere, så læs med her:

 

Bøger

Læs mere i bøgerne om Sense: Grundbogen ’Sense - slank med fornuft’ giver dig en grundig introduktion til Sense, før- og efterhistorier samt opskrifter og meget mere. I opskriftsbøgerne finder du inspiration til sund og velsmagende mad.

Video

I videoerne her på siden kan du ligeledes finde masser af nyttig viden og inspiration. Jeg giver dig en grundig gennemgang af, hvad Sense går ud på og kommer også omkring emner som motion, opstartsbivirkninger og vægtvedligeholdelse.

Konsulent-netværk

Ønsker du personlig hjælp og sparring på din vægttabsrejse? Så er et forløb hos en Sense-konsulent formentlig lige noget for dig. Sense har konsulenter fordelt over hele landet - find en konsulent nær dig lige her.
 

Sociale medier

Sense er på Facebook under navnet ’Sense - slank med fornuft’ og Sense - slank med fornuft - spørgsmål og svar og på Instagram under navnet @senseslankmedfornuft. I den lukkede Facebookgruppe Sense slank med fornuft - spørgsmål og svar finder du et fællesskab med flere end 100.000 mennesker, der ligesom dig interesserer sig for vægttab og vægtvedligeholdelse samt sund og mættende mad. Gruppen er kendetegnet ved en god tone, hvor medlemmerne inspirerer og støtter hinanden ved at dele opskrifter, vægttabshistorier og op- og nedture på rejsen med Sense. Gruppen styres af en række administratorer, heriblandt jeg selv, der svarer på spørgsmål om stort og småt og sørger for, at den gode tone opretholdes. Vi lukker nye medlemmer ind hver torsdag, og du er velkommen.
Nyhedsbrev
 
Tilmeld dig nyhedsbrevet

Nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbrev ud én gang om ugen. I nyhedsbrevet finder du inspiration og nyheder fra vores verden. Det kan være før- og efterhistorier, opskrifter, nyheder om foredrag og generelle kommentarer til sundhedsdebatten. Du tilmelder dig nyhedsbrevet her.